Politik

- Nye Borgerlige skal passe på landsbytosserne

Nye Borgerlige har ifølge en Megafon-måling fået en flyvende start, men de skal passe på. I politik er prøveperioden kort, siger Søs Marie Serup.

Flere af de nu tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti, der er blevet smidt ud på grund af ekstreme holdninger eller samarbejdsproblemer, har meldt sig ind i Nye Borgerlige.

Men selvom det nye parti har sendt signaler om, at der er både højt til loftet og langt til døren, bliver der nødt til at være en grænse, hvis Nye Borgerlige på den lange bane skal stå distancen i dansk politik.

Sådan lyder vurderingen fra BT’s politiske kommentator Søs Marie Serup.

- En af de helt store farer for Nye Borgerlige er, at kuk-kassen simpelthen bliver fyldt hurtigt op, og at der kommer for mange skøre typer ind. Dem man i gamle dage kaldte landsbytosser, som fuldstændig kører debatten og dagsordnerne ud på et sidespor. Så længe Pernille Vermund (partiets formand, red.) er frontfigur, så ser det hele poleret og fint ud, men der kan meget hurtigt komme grus i maskineriet, siger Søs Marie Serup.

Medlem fejrede Anker Jørgensens død

Det er Berlingske, der via forskellige Facebook-grupper har fundet frem til, at flere af de ekskluderede DF’ere nu er hos Nye Borgerlige.

Et af de nye medlemmer er Carsten Horn, der tidligere har været lokalformand for Dansk Folkeparti i Brøndby. Han blev dog ikke smidt ud, men meldte sig sidste år frivilligt ud af Dansk Folkeparti og har siden gjort sig bemærket ved at fejre tidligere statsminister Anker Jørgensens (S) død.

- Det skal fejres!!!! Skål alle sammen tillykke med dagen!! Endeligt er Anker blevet en god socialdemokrat! for en god socialdemokrat er en død socialdemokrat, skrev Carsten Horn på Facebook i april.

Dansk Folkeparti meldte siden ud, at en sådan udtalelse ville betyde udmelding hos dem, men i dag er Carsten Horn glad for at være hos Nye Borgerlige, siger han til Berlingske.

- Jeg meldte mig ind i Nye Borgerlige, fordi DF var gået for langt til venstre, og jeg støttede dem kun i udlændingepolitikken, siger Carsten Horn.

Nye Borgerlige: Ikke muligt at undersøge alt

Nye Borgerliges næstformand, Peter Seier Christensen, siger til Berlingske, at partiet ikke screener medlemmerne, når de melder sig ind. Han henviser til, at det med 500 nye medlemmer inden for den seneste uge ikke har været muligt at undersøge alt, hvad medlemmerne tidligere har sagt, men næstformanden understreger samtidigt, at der ikke er plads til ”racistiske eller ekstreme holdninger” i Nye Borgerlige.

Ifølge Søs Marie Serup har Nye Borgerlige ved at kalde Dansk Folkepartis udlændingepolitik for "blødsøden" sendt et signal til de tidligere DF’ere om, at de kan komme over til dem.

Det er dog nødvendigt at Nye Borgerlige aktivt gør noget for at sikre, at deres nye medlemmer ikke falder for meget uden for den officielle partilinje, siger Søs Marie Serup.

- Moderne politik kan ikke leve uden den form for screeningsprocesser, for så overlader man hele sin overlevelsesmulighed til nogle få personer, som kan køre sådan et parti fuldstændig ud over havnekanten på fem minutter, siger Søs Marie Serup.

Prøveperioden er kort

Nye Borgerlige bekendtgjorde i sidste uge, at de har samlet nok underskrifter til at være opstillingsberettiget ved det kommende folketingsvalg.

Få dage efter viste en meningsmåling foretaget af Megafon for TV 2, at partiet står til at få 4,9 procent af stemmerne svarende til ni mandater.

Det billede kan dog hurtigt ændre sig, hvis der kommer mange sager med medlemmer, som udtaler sig i strid med partilinjen, siger Søs Marie Serup og kalder ”prøveperioden" i dansk politik for kort.

- Hvis vi inden for den næste måned får fire-fem eksempler på folk fra for eksempel det nynazistiske miljø, der bliver tiltrukket af Nye Borgerlige, så vil det lynhurtigt sætte sig, at det er noget, man ikke ønsker at være associeret med som vælger, og så forsvinder den opbakning, som vi ind til nu har kunnet se i meningsmålingerne, siger Søs Marie Serup.