Alt eller intet – eller måske meget lidt?

BLOG: Liberal Alliance er ultimative, kravlet helt op i træet, malet op i et hjørne – flosklerne er mange og flittigt benyttet for tiden, når talen fa

BLOG: Liberal Alliance er ultimative, kravlet helt op i træet, malet op i et hjørne – flosklerne er mange og flittigt benyttet for tiden, når talen falder på regeringens 2025-plan. Det er selvfølgelig rart med opmærksomhed, men nogle gange ville jeg ønske, at opmærksomheden også havde lidt perspektiv.

Det kan ikke komme som en nyhed for nogen, at Liberal Alliance ønsker topskatten sænket med 5 procentpoint for alle topskatteydere. Det har vi sagt hele tiden, igen og igen. Hvad færre måske ved er, at det er et meget beskedent ønske. Det koster 2,6 mia. kr. at lette topskatten i det omfang, vi beder om. Helst så vi topskatten helt afskaffet, men i kompromissets navn tager vi nu dette skridt på vejen til at komme helt af med misundelsesskatten.

I en plan, der omfatter en meget bred vifte af områder og jonglerer med rigtig mange penge, er 2,6 mia. kr. meget lidt. I snakken om høje træer, ufravigelige krav og hvad ved jeg glemmer medierne at fortælle om alle de andre knaster, der er i aftalen. Der er adskillige forslag, hvor Liberal Alliance skal bøje sig gevaldigt for at hjælpe regeringen igennem med sin politik, men det gør vi gerne i forhandlingens navn. Vi har stillet vores krav og samtidig erklæret os villige til at se på resten. Det er jo det, man gør i et kompromis.

Når Liberal Alliance kommer med sit ønske, er det i forhandlingerne ikke et spørgsmål om alt eller intet. Det er et spørgsmål om meget lidt eller intet. Vi mener, valget er ret oplagt.