Politik

Samuelsen trods massiv kritik: - Jeg er fra Jylland, og her står man fast

Anders Samuelsen understreger, at han "overhovedet ikke" er blevet mindre stålsat, trods kritik fra blandt andet Dansk Industri og Danske Bank.

Kritikken af Liberal Alliances politiske leder Anders Samuelsen tager til i styrke. Tirsdag meldte direktøren for Dansk Industri, Karsten Dybvad, sig så i koret af stemmer, der opfordrer LA-lederen til at droppe sit ultimative krav og trusler om at vælte regeringen og dermed kaste det borgerlige Danmark ud i kaos, hvis ikke han får sin vilje i forhold til lettelser af topskatten.

Men dén kritik preller af på Anders Samuelsen, som tirsdag formiddag skulle til sit ugentlige møde med de øvrige blå partiledere hos statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Da der var en rød regering, og der skulle forhandles energiforlig, gjorde Dansk Industri det samme og sagde dengang til Venstre, at de skulle lægge sig ned med det samme. Det kom der en PSO-afgift ud af. Det er der ikke nogen, der har været glade for siden. Fordi Venstre lagde sig ned på et usagligt grundlag – og det agter vi ikke at gøre. Det er nye tider i dansk politik. Det er vigtigt, at vi ikke bare har fokus på at lave en aftale – der skal vækst i aftalen, siger Anders Samuelsen og understreger, at han ikke er mindre stålsat, end han hidtil har været.

- Både du og jeg er fra Jylland, og du ved godt, at når vi står fast i Jylland, så står vi fast. Især når man har en rigtig god sag. Og det gør vi selvfølgelig også, siger han til TV 2s politiske reporter Knud Brix.

Dansk Industri går i rette med Liberal Alliances Anders Samuelsen, der har truet med at vælte regeringen, hvis ikke topskatten bliver lettet.

Danske Bank-chef vil ikke sænke topskatten

Dansk Industris Karsten Dybvad er blot den seneste af en række, der har langet ud efter Samuelsens forhandlingstaktik i forbindelse med de afgørende forhandlinger om en 2025-plan, der skal lægge rammerne for dansk politik de kommende mange år.

Tidligere på måneden advarede Danske Banks topchef, Thomas F. Borgen, direkte mod at lette topskatten.

Konservatives formand Søren Pape Poulsen har anklaget Samuelsen for med sin forhandlingsstrategi at risikere at ”ødelægge det borgerlige Danmark.”

Og mandag slog finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fast, at ultimative krav er en uskik i forhandlinger, og at alle parter skal give sig, hvis det skal lykkes at lave en aftale.