Politik

EU-chef afviser, at Danmark kan blive i Europol: - Man kan ikke være halvt gravid

Hvis man stemmer sig ud af Europol, så er man ude, lyder den kontante melding fra EU-chef. Den danske regering håber stadig på aftale.

Danmark skal ikke gøre forhåbninger om at kunne forhandle en parallelaftale på plads med EU-kommissionen, så vi kan forblive medlemmer af det europæiske politisamarbejde Europol.

Dét er meldingen fra EU-kommissionens vicepræsident Frans Timmermanns tirsdag til TV 2.

- Man kan ikke være halvt gravid. Enten er man gravid, eller også er man ikke. Hvis man stemmer sig ud af Europol, så er man ude. På grundlag af den juridiske situation ser jeg intet alternativ til det, siger Frans Timmermanns.

Jeg ved ikke, hvordan det vil øge danskernes sikkerhed, men sådan er situationen altså

Frans Timmermanns, vicepræsident i EU-kommissionen

 Løkke har forhandlet

Ved folkeafstemningen 3. december sidste år stemte et flertal af danskerne nej til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning, og det betyder, at Danmark inden længe ryger ud af Europol.

Siden afstemningen har den danske regering, med Lars Løkke Rasmussen i spidsen, forsøgt at få forhandlet en parallelaftale på plads, der kan sikre Danmarks fortsatte medlemskab. Men de forhandlinger, ser altså ikke ud til at føre nogle vegne, mener vicepræsidenten.

- Jeg må sige, at de danske vælgere stemte meget klart. Og konsekvensen af afstemningen er, at Danmark ikke er med i Europol. Jeg ved ikke, hvordan det vil øge danskernes sikkerhed, men sådan er situationen altså, siger Frans Timmermanns.

DF har garanteret Europol-medlemsskab

Forud for folkeafstemningen 3. december garanterede Dansk Folkeparti gentagne gange, at et 'nej' ikke ville føre til, at Danmark ville forlade politisamarbejdet. 

- Dansk Folkeparti [kan, red.] give en garanti for, at Danmark både før, under og efter den kommende folkeafstemning vil være fuldgyldige medlemmer af Europol, skrev partiets frontfigur i Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt eksempelvis i et debatindlæg i oktober sidste år. 

Engell: Det tætteste man kommer på en officiel meddelelse

Politisk kommentator Hans Engell understreger, at det er en afgørende melding, der tirsdag er kommet fra Timmermanns.

- Jeg synes, det er en fantastisk vigtig melding. Mange anser faktisk Frans Timmermanns for at være den mest magtfulde i hele EU-apparatet. Hans melding er i den grad en bekræftelse på de rygter vi har hørt ovenpå forhandlingerne mellem Danmark og kommissionen; nemlig at det gik den forkerte vej med danske øjne. Og det her er jo det tætteste, vi kommer på en officiel meddelelse af, at der sådan set ikke er mere at forhandle om, siger Hans Engell og fortsætter:

- Det vil sige, at det er et blindt spor vi befinder os på. Og er det situationen, så har vi altså kun to muligheder: Enten at acceptere, at Danmark ryger ud af det europæiske politisamarbejde. Eller også er regeringen nødt til at udskrive en ny folkeafstemning.

Politisk kommentator Hans Engell understreger, at det er en afgørende melding, der tirsdag er kommet fra Timmermanns.
Udenrigsminister Kristian Jensen håber stadig på en aftale mellem EU og Danmark om Europol, selv om EU i dag har afvist en dansk særaftale.

Løkke vil kun, hvis DF anbefaler ja

Situationen bliver imidlertid yderligere kompliceret af, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tidligere på måneden slog fast, at han ikke vil udskrive en ny folkeafstemning om Europol, med mindre Dansk Folkeparti på forhånd tilkendegiver, at de vil anbefale danskerne at stemme 'ja'. Men det vil Dansk Folkeparti kun gøre, hvis de samtidig kan få en garanti fra EU-kommissionen for, at Danmark til enhver tid kan indføre permanent grænsekontrol. 

- Det vil være en helt anden afstemning, som ville kræve, at vi skulle forhandle en helt ny protokol med EU. Så det ser meget, meget kompliceret ud, sagde Løkke tidligere på måneden til Politiken.

En tredje mulighed

Tirsdag aften siger udenrigsminister Kristian Jensen til TV 2, at der efter hans mening stadig eksisterer en tredje mulighed, nemlig at forhandle sig frem til en aftale med EU:

- Det kan godt være, at man i sidste ende kan stå i den situation: Enten stå udenfor Europol eller tage en ny folkeafstemning. Men vi har endnu ikke opgivet den tredje vej, nemlig at prøve at lave en parallelaftale.

- Det klare resultat af folkeafstemningen sidste år må vi tage til os på den måde, at vi forsøger at lave en aftale. Det bliver ikke en fuld og dækkende aftale, som om vi var fuldgyldigt medlem af Europol, men vi må forsøge at få det bedst mulige ud af situationen.  Og der er stadig muligheder for at forhandle med EU, siger den danske udenrigsminister.