Pia Kjærsgaard: - Der er i allerhøjeste grad grund til bekymring

- I sidste instans kan det jo betyde, at folk bliver så trætte af os, at stemmeprocenten falder, lyder det fra Folketingets formand.

Tilliden til Danmarks politikere er de seneste år faldet dramatisk. Med det resultat, at vælgerne i dag har mindre tillid til de folkevalgte end på noget andet tidspunkt de seneste 25 år.

Sådan lyder den opsigtsvækkende konklusion i en ny undersøgelse af professor Jørgen Goul Andersen. En konklussion, der bekymrer formanden for Folketinget, Pia Kjærsgaard (DF).

- Der er i allerhøjeste grad grund til bekymring. Og det tror jeg egentlig, at alle politikere tænker over det og noget bekymret. For vi skal helst nyde befolkningens tillid, når de skal hen og stemme. Det er jo derfor vi er her, siger Pia Kjærsgaard til TV 2.

Hun mener, at der er flere forskellige årsager til den udbredte mistillid.

- Jeg tror, at folk er generelt bekymret. Hvad med min pension? Hvad hvis jeg bliver syg? Hvad hvis min gamle mormor skal på plejehjem? Der er nogle bekymringer, som jeg synes, der er grund til at have. Og det tror jeg vi skal tage meget alvorligt, siger Pia Kjærsgaard og fortsætter:

- Jeg kan ikke lade være med at sige, at medierne altså også er en årsag. Vi slås nogle gange med journalisterne om hvem, der skal have sidste- og næstsidstepladsen i de her målinger. Vi skal tage hinanden i hånden og sige, at det her skal bare forbedres.

Pia Kjærsgaard mener samtidig, at det er et problem, at gruppen af politikere på Christiansborg ikke i tilstrækkelig grad er sammensat, så de er repræsentative for hvordan befolkningen ser ud som helhed.

- Det er min kæphest: At Folketinget ikke er bredt nok sammensat. Mange har ikke rigtigt været ude i det pulserende liv og er lidt fjernt fra det. Jeg synes bestemt, at vi skal have folk, der er uddannet på universiteterne. Men vi skal bare ikke have en overvægt. Og mange politikere i dag er lige lovligt unge. De har ikke rigtigt prøvet livet.

Folketingets formand frygter, at mistilliden kan betyde, at færre møder op og stemmer ved kommende valg.

- I sidste instans kan det jo betyde, at folk bliver så trætte af os, at stemmeprocenten falder. Og det er jo ikke det, vi vil. Vi er stolte af vores høje valgdeltagelse i Danmark, siger hun.

Lever i deres egen lille boble

TV 2 Nyhedernes Facebook-side har debatten om tilliden til politikerne raset mandag morgen. En overvægt af debattørerne understreger også, at deres tillid til de nuværende politikere ligger på et meget lille sted.

 - Træt?? Træt af politikerne?? JA! Satanedme er jeg træt af politikerne! Hvis ikke de er smæk fyldt med løgn, så er de vattede eller TOTALT afsporet fra alle former for normal fornuft! Politik handler ikke længere om at holde et land kørende - det handler om penge og magt! Ikke landets penge, men deres EGNE penge!, skriver Patrick Lykke i en kommentar, der i skrivende stund er den mest likede i kommentarsporet.

I en anden populær kommentar skriver Selina Møller:

- De lever i deres egen lille boble, og har absolut ingen begreb om tingenes tilstand, ude på arbejdsmarkedet eller blandt de svage i det danske samfund.

Du kan blande dig i debatten her: 

Er du træt af politikerne?

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Sunday, September 25, 2016