Politik

Historisk socialdemokratisk fremgang - er ikke sket i 60 år

Over 40.000 danskere er nu medlem af Socialdemokraterne.

For første gang siden 1959 har Socialdemokraterne medlemsfremgang i to på hinanden følgende år. Partiet har nu 40.060 medlemmer, fremgår det af partiets organisatoriske beretning, der er fremlagt på partiets kongres i Aalborg.

Det har givet pote at tilbyde gratis intro-medlemskaber via Facebook. Over 3.000 medlemmer er kommet til på den måde siden maj sidste år. Men også kreds- og lokalforeninger har spillet en stor rolle i rekrutteringen af de nye medlemmer, fastslår partiet i beretningen.

Flest medlemmer bor i Københavns Kommune – her har 3.408 personer den socialdemokratiske partibog i orden, mens der på Læsø blot er 15 medlemmer.

Partistøtte fra Dansk Erhverv

Af partiets regnskab fremgår det, at en stribe fagforbund i løbet af sidste regnskabsår har støttet partiet med mere end 20.000 kroner. Traditionen tro.

Det gælder 3F, Blik og Rør Arbejderforbundet, Dansk Metal, Malerforbundet i Danmark og Fødevareforbundet NNF. Også Arbejdernes Landsbank og den socialdemokratiske erhvervsklub Erhvervsforum Vækst DK har spyttet i kassen med mere end 20.000 kroner.

Som den eneste erhvervsorganisation har Dansk Erhverv også støttet Socialdemokraterne med mere end 20.000 kroner. Traditionelt har erhvervslivets organisationer primært støttet Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

Reglerne om partistøtte gør, at bidragsydere, der støtter med mere end 20.000 kroner optræder med navn i regnskabet. Hvor meget, de enkelte har givet, vides ikke. 

Socialdemokraterne er målt på vælgere Danmarks største parti – men målt på medlemmer er Venstre størst med lidt over 43.000 medlemmer i kartoteket.