Frederiksen fortsætter bejleriet til DF: Jeg vælger at stole på jer nu
Socialdemokraternes formand kommer med klar invitiation til Dansk Folkeparti. Og andre, der vil tage ansvaret på sig.
Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er uenige om mangt og meget. Men alligevel er det lykkedes partierne at finde hinanden – og det kan de også gøre igen under de igangværende forhandlinger om en 2025-plan.
Det var budskabet, da Socialdemokraternes formand fredag eftermiddag talte til 750 delegerede på partiets kongres i Aalborg Kongres & Kultur Center.
- Jeg vælger at stole på jer nu, når I siger, at I ikke lægger stemmer til at sænke topskatten.
Derfor tror jeg også på, at vi sammen kan indgå en 2025-aftale med regeringen. Hvor vi prioriterer penge til velfærd, vækst og opkvalificering. Hvor vi ikke sænker topskatten eller beder nedslidte danskere arbejde endnu længere. På de punkter er vi meget uenige med Venstre. Men samarbejde, det vil vi gerne. Også om de svære opgaver her og nu. Det tilbud står ved magt, slog Mette Frederiksen fast fra talerstolen.
Samuelsen skulle gå til øjenlæge
Men selv om Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har fundet sammen om at bekæmpe minusvækst i kommunerne og Togfonden, kom den socialdemokratiske leder også med ris til Dansk Folkeparti.
- Det var jer, der gjorde Lars Løkke Rasmussen til statsminister, og I støtter ham fortsat. Det må I stå på mål for. Sidst I gik sammen med de blå partier og indgik en finanslov for i år, fejrede Liberal Alliance skattelettelserne med champagne. Det er perspektivet i et samarbejde med blå blok.
Mette Frederiksen brugte anledningen til at komme med en opfordring til både Dansk Folkeparti og andre - til at indgå en bred aftale ”med de partier, der vil tage ansvar”.
- For ved I hvad, spurgte hun kongressen og fortsatte:
- Hvis man har problemer med stålsatte øjne, så har man mere brug for en øjenlæge end en 2025-plan, sagde hun med henvisning til Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, der med eget udsagn har sine stålsatte øjne rettet mod de lettelser af topskatten, han er så sikker på at få.
'Revolution' i det offentlige
Det blev også til et opgør med fortiden i talen. Mette Frederiksen mener, det er på tide med en ”lille revolution” i den måde, vi ser på den offentlige sektor.
- Den er ikke en økonomisk byrde. Det er ikke noget, der per definition kan drives bedre og mere effektivt af private. Den offentlige sektor i Danmark er vores hjertensbarn. Det er den, som har været med til at skabe forudsætninger for et af verdens mest frie og lige lande, sagde hun og slog fast:
- Den rigtige styring for vores offentlige sektor er ikke længere New Public Management.
Den udskældte amerikanske management-tankegang har hersket i den offentlige sektor i mange vestlige lande siden 1980’erne og har kort sagt betydet større fokus på udlicitering, privatisering og frit valg mellem offentlige og private leverandører af velfærd som eksempelvis ældrepleje. En tankegang, der fortsatte under Thorning-regeringen.
Væk med papiret
Men nu er tiden kommet til at sætte foden ned, fastslog Mette Frederiksen.
- Vi har brug for en ny og samlet drøm om, hvordan vores velfærdssamfund skal se ud. En reform af den offentlige sektor, hvor vi sætter fokus på kvalitet, hvor vi begynder at måle på resultater i stedet for midler og processer og hvor vi område for område sætter gang i afbureaukratisering, sagde hun og foreslog en såkaldt ”velfærdskontrakt” med de offentligt ansatte.
De skal slippe for unødvendig kontrol og i stedet bruge krudtet på at yde den bedste service til borgerne.
- Når børnehaven eller plejehjemmet fremover får et flerårigt budget med en klar beskrivelse af opgaver og ikke hele tiden skal bruge tid på papirarbejde, så bliver der rum for at skabe flere resultater, forklarede Mette Frederiksen.
Væk med blokpolitikken
Der er – ifølge S-formanden – brug for at styrke velfærden. Her er forskel på hendes kurs og regeringens, understregede hun.
- Venstre siger at vi kun har råd til fremtiden, hvis dem, der tjener mest, får skattelettelser – og hvis dem, der har de hårdeste job, arbejder mere. Det er en falsk brændende platform. Måske er der i virkeligheden mere tale om en varm ministertaburet.
Det socialdemokratiske svar på hvilken retning, samfundet skal gå i, er ikke let, erkendte Mette Frederiksen.
Og andre partier har ikke samme svar. Men der er alligevel tre partier, hvor fællesmængden er stor.
- Når det gælder ambitiøse mål for vores klima og miljø, når det handler om at forbedre vilkårene for dem i vores samfund, der har mindst, når det gælder om at satse på uddannelse og de kommende generationer. Børns rettigheder og kampen imod social dumping. Når det handler om at tro på, at i morgen kan blive bedre end i dag – ja, så har vi meget tilfælles med de partier, der ligesom os ønsker en anden retning for Danmark. De Radikale. SF. Alternativet. Og Enhedslisten. Tak for samarbejdet.
Et samarbejde, der ellers jævnligt møder mere end bump på vejen. Ikke mindst når det kommer til udlændingepolitikken. Og her kommer Socialdemokraterne ikke til at rette ind.
- Udlændingepolitik skal funderes hen over den politiske midte. Og den skal have opbakning i befolkningen, lød det fra Mette Frederiksen.
- Socialdemokratiet har aldrig været et blokparti. Danmark skal ikke styres af en rød blok. Danmark skal ikke styres af en blå blok. Vi skal gøre det, vi altid har gjort. Samarbejde. Og hvad enten det er i landets kommuner eller på Christiansborg, så kan vi samarbejde med alle partier. Det tror jeg egentlig også, befolkningen forventer af os, lød det fra Mette Frederiksen.
Socialdemokraternes kongres fortsætter til søndag.