Politik

Analyse: Her kommer Nye Borgerliges vælgere fra

Nye Borgerlige afholdt pressemøde 22. september 2016 i forbindelse med, at de har samlet og afleveret det nødvendige antal underskrifter for at stille op til Folketinget. Formand Pernille Vermund og næstformand Peter Seier Christensen deltog. Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

De fleste vælgere i det nye parti kommer fra Dansk Folkeparti - men der kommer også nye stemmer fra rød blok.

Det er flere forskellige partier, der har afleveret vælgere til Nye Borgerlige i den måling, Megafon har foretaget, hvor det nye parti står til at få støtte fra 4,9 procent af vælgerne.

40 procent af de personer, der ville stemme på Nye Borgerlige, hvis der var valg i dag, stemte ved det seneste valg på Dansk Folkeparti. Hver fjerde stemte på Venstre, og hver femte på Liberal Alliance.

Dermed er langt størstedelen af partiets vælgere kommet fra andre partier i den blå blok. Og det er ikke godt for partierne, der står bag regeringen, mener TV 2's politiske redaktør Anders Langballe.

- Nye Borgerlige går primært på hugst blandt de borgerlige partier, og det vil jo selvfølgelig give en eller anden form for uro i den blå blok, fordi man hele tiden vil positionere sig og sørge for at lukke flanken, så man ikke mister flere vælgere til Nye Borgerlige, siger Anders Langballe.

- Der er absolut ingen i blå blok, der klapper i hænderne over Nye Borgerlige. Man har svært nok ved at blive enige i forvejen. Det bliver ikke bedre af, at der kommer et femte borgerligt parti.

Der er dog også en lille godbid for de borgerlige: Otte procent af Nye Borgerliges vælgere er nemlig taget fra Socialdemokratiet.

- Så længe blokkene står så tæt, som de her målinger viser, kan det faktisk ende med at være afgørende, selv om det er meget få vælgere, der bliver trukket over.

Nye Borgerlige oplyser, at de har samlet det antal underskrifter, der skal til for at komme på stemmesedlen. Indenrigsministeriet skal dog fortsat godkende underskrifterne, før partiet formelt er opstillingsberettiget.

Målingen er gennemført som en kombineret web- og telefonrundspørge i perioden 22.-23. september. I alt har 1134 vælgere deltaget.

Den statistiske usikkerhed for Nye Borgerlige er på +/- 1,4 procent.