Nye Borgerlige - havkat eller død sild?
ANALYSE: Med Nye Borgerlige som endnu et parti på stemmesedlen ved næste folketingsvalg står de traditionelle partier over for endnu en udfordring.
Hvordan skal de tackle det nye parti og ikke mindst partiets politiske leder Pernille Vermund?
Hun og Nye Borgerlige lægger ikke skjul på, at de vil være havkatten i hyttefadet. Det parti med nye hårde krav ikke mindst på udlændingeområdet, der flænser de andre til plukfisk. Så nemt går det næppe. Set med traditionelle politiske øjne ligner Nye Borgerlige snarere en død sild. Men rådden fisk kan som bekendt forpeste en hel del.
Umiddelbart ligner Nye Borgerliges hovedkrav på udlændingeområdet således et paradenummer i virkelighedens verden. Problemet for den nuværende regering er jo ikke, at den ikke også ønsker eksempelvis kriminelle udlændinge hen, hvor peberet gror. Men det er jo ikke nok at sende udlændinge ud. Der skal jo også være nogle lande, der vil modtage dem. Hvem, hvad og hvordan?
Men som så meget andet i den øjeblikkelige danske politik: Plejer er død. Udelukkes kan det langtfra, at Nye Borgerlige får en vis succes og kommer i Folketinget med så mange mandater, at de øvrige blå partier er nødt til at tage Pernille Vermund med på råd. Meningsmålingerne tyder i det mindste på, at blå vælgere gerne ser en havkat i deres hyttefad, selv om sådanne målinger naturligvis har meget store masker. Næppe mange vælgere har andet end et overfladisk kendskab til Nye Borgerlige. Noget med strammere udlændingepolitik end selv Dansk Folkeparti og så endda med en tiltalende salgskvinde i spidsen.
Til gengæld kender de færreste til partiets økonomiske politik, der bedst kan placeres et sted til højre for Liberal Alliance. Hvor Anders Samuelsen har bankdirektør med domicil i Schweiz, Lars Seier Christensen, som sin inspirator, så poserer Pernille Vermund med hans bror Peter.
Den erkendelse nåede eksempelvis sent en frafalden kommunalpolitiker fra Dansk Folkeparti, Annette Vahlgreen, Vesthimmerland. Tiltrukket af den hårde linje på udlændingepolitikken meldte hun sig under Vermunds faner. Nu har nærlæsning af principprogrammet tilsyneladende fået hende til at fortryde på grund af socialpolitikken med et opgør mod overførselssamfundet.
Om det også kommer til at gælde vælgere med umiddelbar sympati for Nye Borgerlige vil vise sig de kommende måneder.
Hård konkurrent
Med sin fortid som konservativ folketingskandidat vil Pernille Vermund i sagens natur være en hård konkurrent om vælgerne mod den konservative formand Søren Pape Poulsen. Ganske vist kan han med god ret sige, at tidligere konservative vælgere med krav om stramninger både på udlændinge og økonomi allerede har forladt partiet til fordel for Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Men når meningsmålingerne ind imellem begynder med tallet 2, så er hans parti så tæt på spærregrænsen, at selv et yderligere mindre tab kan ende i katastrofen. Under alle omstændigheder gør Pernille Vermund det ikke nemmere at vinde de frafaldne tilbage.
Eller? Rigtigt tænkt kan opstillingen af Nye Borgerlige give Søren Pape Poulsen en ny vinkel i en valgkamp. Mens hun tordner mod udlændinge med argumenter, der næppe kunne accepteres selv på et årsmøde i Dansk Folkeparti, kan han forsøge at slå sig op på at være ”ordentlighedens parti”. Hvad det så end er.
Løkkes bekymring
Mest af alt er det dog statsminister Lars Løkke Rasmussen og regeringspartiet Venstre, der må se med den største bekymring på opstillingen af Nye Borgerlige. Både hvis de kommer i Folketinget, og hvis de ikke gør.
Det sidste først. Hvis Pernille Vermund og Co. misser spærregrænsen på de to procent er risikoen før stemmespild til at føle på. Forskellen på rød og blå blok er så snæver, at eksempelvis et Nyt Borgerligt resultat på 1,8 procent kan betyde så mange stemmer ud i den blå luft, at de krydser, der ellers ville være sat på andre blå partier, nu mangler og dermed gør Mette Frederiksen til statsminister.
Lettere bliver det næppe, hvis Nye Borgerlige kommer ind. Foreløbig siger Pernille Vermund, at hun peger på sig selv som statsminister. Muligvis vil det ændre sig, når de statsretlige konsekvenser går op for hende. Fastholder Nye Borgerlige på valgnatten efter en borgerlig valgsejr, at de stiller med deres leder som statsminister, så er den sandsynlige konsekvens, at Lars Løkke næste dag må gå til Dronningen og meddele, at han går af.
Der vil derefter være alle mulige varianter af et kompliceret spil i en regeringsdannelse, hvor jobbet som Kongelig Undersøger meget nemt kan ende hos Mette Frederiksen. Hun kan ganske vist ikke danne regering uden et flertal og det indgår Pernille Vermund dog næppe i. Men på et tidspunkt kan befolkningens mangel på yderligere tålmodighed ende med et argument for, at Kristian Thulesen Dahl og Co. skifter hest.
På den led kan Nye Borgerlige være katalysator for, at den nye akse i dansk politik mellem Mette Frederiksen og Dansk Folkepartis formand ikke kun er noget de snakker om, men også fører ud i livet. Om ikke i fælles regering, så i praktisk politik.
I så fald kan Lars Løkke og det borgerlige Danmark se langt på Pernille Vermund med et tak for ingen hjælp.
Alt sammen meget spændende. Dansk politik er ikke blevet mindre kedelig med Nye Borgerlige på stemmesedlen. Og det er heller ikke blevet nemmere.