Politikere kræver handling: - Kan betyde, at man kan dø af helt normal lungebetændelse

Fødevarestyrelsen gav ikke anbefalinger fra MRSA-ekspert videre til politikerne. Samtidig er antallet af danskere, der er smittet, steget voldsomt.

En kæmpestor skandale, hvor hensynet til landbrugets økonomi er blevet vægtet højere end befolkningens sundhed.

Sådan lyder det fra Enhedslistens landbrugsordfører, Maria Gjerding.

Hun er, sammen med Folketingets øvrige ordførere, tirsdag formiddag indkaldt til møde hos miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) ovenpå afsløringen af, at Fødevarestyrelsen i flere år udelod en førende eksperts råd om bekæmpelse af MRSA-bakterier fra sine rapporter.

- Det her er en kæmpestor skandale, hvor embedsmænd i Fødevarestyrelsen har forholdt Folketinget helt afgørende oplysninger om, hvordan man kunne bekæmpe MRSA. Fordi man har været optaget af at beskytte svineindustrien, siger Maria Gjerding.

Flere bliver smittet

Danmark har de seneste år oplevet en voldsom vækst i antallet af personer, der er smittet med svine-MRSA. En bakterie, der er antibiotika-resistent, og som derfor er så godt som umulig at bekæmpe med medicin.

MRSA er farligst for personer med i forvejen svækket immunforsvar, som for eksempel personer, der er indlagt på et hospital, samt ældre og spædbørn. Bakterien kan gå i blodbanen og give blodforgiftning og høj feber. Det kan potentielt være dødeligt.

Smitten sker først og fremmest ved kontakt med andre mennesker eller dyr, der er smittet, men det kan også ske ved berøring af overflader som for eksempel dørhåndtag, tøj, håndklæder med mere, som en person med MRSA har været i berøring med.

Andreas Steenberg, fødevareordfører for Radikale, efterlyser også svar fra ministeren.

- Det er uhyggeligt at tænke på, at vi begynder at få bakterier, man ikke kan bekæmpe. Og dermed kan man dø af en helt normal lungebetændelse. Vi havde sat gang i et arbejde for at få landmændene til at bruge mindre antibiotika for at stoppe det. Og nu kan vi se, at der dels ikke er sket særlig meget i forhold til, hvad vi havde aftalt. Og det ser også ud til, at der er tilbageholdt oplysninger. På det her møde skal vi have at vide hvorfor, siger han.

På baggrund af afsløringen har Esben Lunde Larsen bedt Fødevarestyrelsen om en redegørelse, men det er langt fra nok for Enhedslisten.

- Vi bliver nødt til at have nogle ind udefra. Jeg har ikke tillid til Fødevarestyrelsen efter det, der er kommet frem. Jeg synes vi skal have en uafhængig undersøgelse, og så mener jeg, at der er nogle mennesker i Fødevarestyrelsen, der ikke er i stand til at varetage deres arbejde, siger Maria Gjerding.

Professor: Det er ikke for sent

Hans Jørn Kolmos, der er professor ved Syddansk Universitet, forklarer, at det er nødvendigt med handling straks, hvis det for alvor skal lykkes at få bugt med spredningen af MRSA.

- Smitten har fået så eksplosivt et omfang, fordi man ikke har taget det her problem alvorligt. Vi ved i dag, at det, der virkelig driver smitten er handel med levende smittede dyr. Det nytter ikke at prøve at fjerne bakterierne fra mennesker og svin, så længe man bare tilfører nye smittede svin til besætningerne, siger han.