Politik

Zenia Stampe: Pia K. er en gevinst for demokratiet

Selvom de næppe deler politisk ståsted, så er Pia Kjærsgaard alligevel lidt af et forbillede for den radikale værdiordfører Zenia Stampe.

De står på hver deres fløj, når det kommer til udlændingepolitik. Alligevel mener Radikale Venstres Zenia Stampe, at folketingets formand og dronningen af den danske højrefløj Pia Kjærsgaard har været en gevinst for det danske demokrati.

Det fortalte hun mandag aften i magasinet Lippert på TV 2 NEWS. 

Er Pia Kjærsgaard en gevinst for det danske demokrati? Har hun gjort det danske folkestyre bedre med de ting, hun har bedrevet?

- Hendes personlige egenskaber: Ja. For jeg kan godt lide at politikere står ved deres holdninger og ikke taler sådan noget sort bureukratsprog, siger Zenia Stampe.

For hende blokerer de modstridende politiske holdninger ikke for at skue Pia Kjærsgaard over skulderen.

- Hun kan snakke med dig og mig, som hun kan snakke med sin mand derhjemme. Det synes jeg er rigtig godt og forbilledeligt. Men hendes parti og de holdninger, de har, synes jeg jo ikke har været en gevinst for Danmark. Men omvendt, det er jo en del af demokratiet. Jeg kan jo ikke sige, at Danmark ville være bedre uden dem. For Danmark er også Dansk Folkeparti, siger Zenia Stampe. 

Ikke bange for sin egen skygge

Ingen af de to kvindelige politikere er bange for at stå frem med kontante og klare holdninger. Heller ikke selvom prisen har været trusler på livet.

Den mere erfarne Pia Kjærsgaard har i mange år været mandsopdækket af livvagter, og hendes kompromisløshed har fået Zenia Stampe til at bøje sig i støvet.

- Jeg har respekt for, at hun ikke har gravet sig ned i et hul og har sagt, at verden også er uretfærdig, og at nu tør jeg ikke at sige min holdning. Hun står ved sig selv - respekt for det, siger Zenia Stampe. 

Selvom den radikale værdiordfører ser op til Pia Kjærsgaard, formaner hun også, at de to kvinder altså stadig er uenige om stort set alt.

- Hun (Pia Kjærsgaard, red.) er ikke er bange for sin egen skygge. Hun står ved sine holdninger. Og alle ved, hvad jeg mener om dem. Dem bryder jeg mig bestemt ikke om. Jeg har nærmest de dimentralt modsatte, afslutter Zenia Stampe.