Udskældt DF’er beklager voldtægt-udtalelse: Jeg burde ikke have sagt ”alle” udlændinge
Cheanne Nielsen erkender, at hun kom med en urimelig generalisering. Den får ingen konsekvenser for hendes medlemskab, siger Thulesen Dahl.
- Hvorfor skulle udlændinge klare sig selv, nu hvor de har krav på husly og lommepenge fra staten, så snart de kommer hertil? De sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager og de dræber.
Sådan sagde DF-medlemmet Cheanne Nielsen fra København under den frie debat på Dansk Folkepartis årsmøde lørdag. Det har vakt massiv debat på de sociale medier efter at TV 2 omtalte udtalelsen.
Nu erkender hovedpersonen selv, at hun begik ”en begynderfejl” ved at skære samtlige udlændinge over én kam.
- Det skulle have været ”nogle udlændinge” og ikke ”alle”, siger hun til TV 2.
- Der skulle have stået "nogle" udlændinge
Det virker ret bevidst, når man hører din tale?
- Det er rigtigt, men hvis vi tager sætningen før, så skulle der selvfølgelig have stået ”nogle” før den sætning. Jeg mener stadig, at nogle udlændinge sviner og svindler, siger Cheanne Nielsen.
Hun erkender, at det er forkert at sige ”alle”, fordi man dermed generaliserer.
- Det beklager jeg, siger hun.
Ikke banket på plads
Kan du selv se, hvorfor det er forkert at generalisere en hel befolkningsgruppe?
- Det kan jeg godt. Og jeg indrømmer, at det ikke var generaliserende ment.
Cheanne Nielsen afviser, at hun er blevet banket på plads af partitoppen, der ellers ofte har skredet ind, når medlemmer er kommet med udsagn, der ikke flugter med partiets politiske linje.
- Det vil jeg ikke sige. Der er ikke nogen, der er kommet og prikket mig på skulderen og har sagt, at det er dårligt, det jeg gjorde. Jeg har fået at vide, at det var generaliserende. Og det var en fejl fra min side, siger hun.
Thulesen Dahl: Det var for voldsomt
Dansk Folkepartis formand Kristian Thuelsen Dahl har noteret sig, at Cheanne Nielsen selv mener, at det var en alt for voldsom generalisering.
- Det var det selvfølgelig også. Det er sådan set det. Folk skal også kunne komme til at sige noget, der gik for langt, hvis de så selv med det samme kan se, at de gik for langt, siger han.
Han afviser at have hjulpet hende til den forståelse - og siger, at det ikke får nogen konsekvenser for hendes medlemskab.
Har I ikke før smidt folk ud for mindre?
- Jeg vil ikke gradbøje hvordan vi har tacklet forskellige situationer før, siger DF-formanden.