Hadprædikanten fra Herning
I disse dage holder Dansk Folkeparti deres landsmøde i Herning. Herhjemme fra min stue kan jeg høre partiets medlemmer diskutere om alt fra topskat
I disse dage holder Dansk Folkeparti deres landsmøde i Herning.
Herhjemme fra min stue kan jeg høre partiets medlemmer diskutere om alt fra topskat til grænsekontrol, men særligt én tale fangede min opmærksomhed, fordi den fremprovokerede, at jeg fik min Faxe Kondi galt i halsen. Som var det en hadprædikant, der trådte op på talerstolen, lød ordene fra Cheanne Nielsen, delegeret fra København, at alle udlændinge svinder, stjæler, de voldtager og de dræber!”
Hadefulde ord. Generaliserende ord. Bekymrende ord.
Træt af had
Jeg fatter ikke, hvordan Cheanne og andre kan opleve et virkelighedsbillede så fjernt fra den virkelighed, jeg oplever. Og jeg kan ikke tage afstand nok fra ideen om at en hel befolkningsgruppe skulle være voldtægtsmænd.
Langt de fleste, der kommer til Danmark fra andre lande, opfører sig ordentligt, er gode medmennesker og ønsker at leve et liv ligesom alle andre danskere.
Derfor tænker jeg også, at når Cheanne fra talerstolen er så hadefuld... Ja, så må det jo være fordi, hun aldrig har oplevet de mennesker, jeg har oplevet. De mennesker der elsker deres familie, ligesom vi gør. Som har respekt for andre mennesker, ligesom vi har. Som gerne vil arbejde ligesom vi vil. Dem burde hun møde.
Kom ud og mød virkeligheden
Derfor vil jeg også gerne sende en direkte invitation til Cheanne: Kom med mig ud i en modtageklasse for flygtningebørn. Der vil du opleve børn, der er flygtet fra krig og rædsel. Flygtningebørn, der ikke er flygtet for sjov, for det gør man ikke, man man bliver åndet i nakken af patroner, bomber og tortur.
Jeg kender en modtageklasse, med flygtningebørn fra Syrien. Der går elever, der er ligesom alle andre børn, bortset fra, at de har set nogle ting, som jeg håber, ingen danskere nogensinde kommer til at opleve. De møder op hver dag i skole nu, og de forsøger at gøre deres bedste for at lære dansk.
Fx kunne Cheanne møde Ali. Han har fået job i Netto, selvom han kun har været her i kort tid. Han kan allerede sproget, han tjener sin egne penge, og han passer sin skole.
Jeg håber meget, at du siger ja til min invitation Cheanne. For vi kommer ingen vegne med at sprede had. Det løser intet.
Vi har en fælles opgave i at lykkes med integrationen af nogle mennesker, der har brug for vores hjælp. Det er ikke altid let. Det kan faktisk være ganske svært. Men det bliver ikke lettere af, at vi spreder fordomme og onde historier om hinanden.