Politik

Engell om ultimative krav fra DF og LA: Løkke må på banen

Statsministeren må skabe klarhed over, om der er nogen vej i 2025-forhandlingerne, siger politisk kommentator.

Tidspunktet er kommet, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) må tage lederskab i blå blok. Ellers risikerer han, at 2025-planen falder fuldstændig på gulvet, inden forhandlingerne for alvor er kommet i gang.

Sådan siger politisk kommentator Hans Engell.

Reaktionen kommer efter, at DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, fredag aften slår endeligt fast, at partiet siger nej til Liberal Alliances krav om fem procents nedsættelse af topskatten.

- Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fortsætter deres kollisionskurs. Samtidig bliver retorikken stadig skarpere, siger politisk kommentator Hans Engell.

Til grin at forsætte

- Det er Lars Løkke Rasmussens regering, og han må få skabt klarhed over, om der overhovedet er nogen vej i forhandlingerne.

- Med de meldinger er det jo til grin at fortsætte rundbordsforhandlingerne med en plade chokolade på bordet ovre ved finansminister Claus Hjort (V), mens partilederne er ved at aflyse forhandlingerne, siger han.

Efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlagde regeringens bud på en økonomisk plan frem mod 2025, har Anders Samuelsen meldt klart ud.

Liberal Alliances ultimative krav til forhandlingerne er en lettelse af topskatten på fem procentpoint for alle - også de mest velhavende.

I 2025-udspillet foreslår regeringen at lette topskatten med fem procentpoint på indkomster op til en million.