Politik

Sidste år eksploderede asyltallet i disse måneder - intet tyder på det sker i år

I modsætning til 2014 og 2015, har august og september i år ikke budt på en stigning i asyltilstrømningen. Statskassen står til at spare milliarder.

Det var opsigtsvækkende begivenheder, danskerne var vidende til for præcis ét år siden:

Hundredevis af flygtninge og migranter krydsede på kort tid den dansk-tyske grænse og blokerede blandt andet den sønderjyske motorvej E45. Antallet af personer, der søgte om asyl i Danmark, eksploderede pludseligt i august og september 2015 og blev begyndelsen på et efterår, hvor rekordmange søgte mod Danmark.

Et forløb, der blandt andet endte med at betyde, at regeringen indførte grænsekontrol og et flertal på Christiansborg vedtog en lang række omdiskuterede udlændingestramninger.

Også i 2014 - og i tidligere år - skete der i september og oktober en kraftig stigning i antallet af asylsøgere. En udvikling, der ofte bliver forklaret med, at flygtninge og migranter fra Afrika og Mellemøsten har nemmere ved at gennemføre rejsen til Europa, når det er sommer.

Flygtninge, migrant eller invandrer

  • Migranter:  Personer, som er brudt op og har sat sig i bevægelse. Årsagen kan være krig, fattigdom eller noget tredje.
  • Illegal indvandrer:  En person, der rejser ind i et land uden om myndighederne.
  • Asylansøger:  En person, der henvender sig til myndighederne og beder om asyl.
  • Afvist asylansøger:  Person, der får nej til asyl og derfor skal forlade landet, hvor vedkommende søgte om asyl.
  • Flygtning: En person, der har fået asyl, fordi vedkommende forfølges i sit hjemland. Personen får status som flygtning og får herefter særlige rettigheder.

Men dét billede ser dog ikke ud til at gentage sig i år. De seneste mange måneder har asyltallet ligget på et stabilt lavt niveau, og siden juli har der ikke været en eneste uge, hvor mere end 100 personer har søgt asyl i Danmark. Asyltallet i sidste uge lød på blot 54.

Det viser tal fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Statskassen sparer milliarder

I alt har færre end 5000 personer søgt om asyl i Danmark i år. Dermed ser det samlede tal for 2016 ud til at blive markant lavere end sidste år, hvor omkring 21.000 søgte asyl.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) meddelte for et par uger siden, at regeringen på dén baggrund har sænket sit skøn over, hvor mange, der i løbet af i år kommer til at søge asyl. Hidtil havde regeringen vurderet, at der vil komme i alt 25.000 asylansøgere til Danmark, mens regeringens nye skøn blot lyder på 10.000 personer. Holder det skøn vand, vil statskassen spare tre milliarder kroner på asyludgifter. Og allerede nu har det lave asyltal betydet, at de omstridte teltlejre til asylansøgere er ved at blive tømt og skal lukkes.