Politik

Her vil energi-gigant opføre to nye havmølleparker - regeringen siger nej

Svensk energiselskab vinder udbud om kystnære havmølleparker. Men regeringen lægger op til, at møllerne slet ikke skal opføres.

To nye havmølleparker kan være på vej ved den jyske vestkyst. 

Energi- og klimaministeriet har netop annonceret, at det er den svenske energi-gigant Vattenfall, der har leveret det bedste bud på opførslen af kystnære havmølleparker, og at Vattenfall lægger op til, at der skal placeres én i området ud fra Harboøre Tange, og én ud for Holmsland klit.

Vattenfall er den af de i alt tre bydere, der kan etablere og drive parkerne til den laveste pris. En pris, der ifølge ministeriet ligger på 47,5 øre/kWh. 

Det er imidlertid langt fra sikkert, at de omtalte havmølleparker bliver til virkelighed. Regeringen lægger nemlig op til helt at droppe opførslen af de kystnære havmøller. Det sker, selvom et bredt flertal i Folketinget med energiforliget i 2012 blev enige om at gennemføre en massiv udbygning af vindkraft frem mod år 2020.

Minister: Møller vil være en katastrofe

De samlede støtteomkostninger til de to pågældende havmølleparker vil løbe op i 3,6 milliarder kroner - og det er for meget, lyder det fra regeringen. 

- Det er en ekstraregning til de danske elforbrugere og den danske statskasse. Dertil kommer, at vi simpelthen synes, at de kystnære vindmøller er forkert placeret. At placere vindmøller så tæt på land vil være en katastrofe. Det vil få fatale følger for de her områder, siger energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) og fortsætter:

- Regeringen ønsker at fortsætte den grømme omstilling. Men vi ønsker ikke de kystnære vindmøller.

At placere vindmøller så tæt på land vil være en katastrofe.

Lars Chr. Lilleholt (V), klima- og energiminister

I har selv skrevet under på det her tilbage i 2012. I havde engang et slogan, der hed "Venstre ved du, hvor du har" - men nu løber I fra en aftale?

- Jeg kan bare sige, at vi i regeringen synes, at det vil være ufornuftigt at placere møllerne så tæt på land. Vi indgik en aftale i 2012, og jeg vil gerne sige, at på det her punkt skulle vi ikke have lavet aftalen sådan. Venstre vil gerne fortsætte den grønne omstilling, men jeg synes også, at man er nødt til at tage bestik af situationen, siger Lars Chr. Lilleholt.

Socialdemokraterne: Tosset af regeringen

Oppositionen samt Konservative insisterer på, at energiforliget skal overholdes og at nye havmølleparker altså skal bygges. Og det politiske slagsmål om vindmølleparkerne er derfor langt fra slut:

- Det er tosset, at regeringen holder fast i en aflysning, der kan ramme erhvervet og sende arbejdspladser ud af landet, siger Socialdemokraternes energiordfører Jens Joel.  

- Man kan jo ikke drive erhvervspolitik på den måde, at man beder folk om at komme med en god pris - så kommer de med en god pris, som sparer meget mere end forventet - og så aflyser man, siger han.