Politik

18-årige Petrine truede politiker og baby på Facebook: Nu er dommen faldet

En 18-årig kvinde er dømt for trusler mod folketingsmedlem Mai Mercado (K) på Facebook.

- Du har gjort en del mennesker vrede på dig, du skal ikke føle dig for sikker på gaden med dit lille skrøbelige barn!

Sådan lød en af flere beskeder, en 18-årig kvinde har skrevet til den konservative folketingspolitiker Mai Mercado på Facebook.

Den 18-årige Petrine Eaton erkendte ifølge Københavns Politi ved et retsmøde mandag, at hun havde skrevet beskederne, og at hun godt kunne se, de virkede truende.

Københavns Byret idømte kvinden 60 dages betinget fængsel, skriver Københavns Politi torsdag i en pressemeddelelse.

Mai Mercado er tilfreds med kvindens dom.

- Jeg er meget tilfreds med, at hvis man fremsætter så grove ytringer, hvor man ligefrem truer med vold, eller det der er værre, skal det også have konsekvenser. Det er uanset, om man er politiker og bliver truet, eller man er sosu-assistent på et botilbud, eller man er sygeplejerske eller politibetjent, siger folketingspolitikeren til TV 2.

Politiker har tidligere oplevet trusler

Det er ikke første gang, en person er blevet idømt en straf for at have truet netop Mai Mercado.

Efter politikeren i juni på Facebook udtrykte glæde over, at "politiet gennemsmadrer hashboder på Christiania", fik hun flere ubehagelige kommentarer på det sociale medie.

En 29-årig mand fra Haderslev blev i august dømt for trusler mod Mercado.

Han blev ved Retten i Sønderborg idømt fem måneders ubetinget fængsel for kommentarer om, at han godt kunne forstå, hvis "nogen vil stikke en kniv i dig og din baby". Efter politiet havde sigtet ham, røg han igen til tasterne på Facebook:

- Hvis det får konsekvenser for mig, får det konsekvenser for dig - det er ikke en trussel, men en garanti, skrev han til Mai Mercado.

Politikere er beskyttet af loven

Folketingsmedlemmer er omfattet af straffelovens paragraf 119 stk. 1, der beskytter embedsmænd i funktion, og anklager Anders Larsson hæfter sig ved, at politikere udfylder en vigtig rolle i den offentlige debat.

- De er meningsdannere, og folk skal kende deres holdninger for at kunne deltage i den demokratiske proces og stemme til folketingsvalgene. Det er derfor helt afgørende, at de har plads til at ytre sig inden for lovens rammer, siger anklageren i pressemeddelelsen.

- Jeg håber, at dommen her er et signal om, at man skal tænke sig godt om, inden man truer andre i et øjebliks frustration. For det koster altså en alvorlig plet på straffeattesten - og med god grund.

På grund af den 18-årige kvindes unge alder og "gode personlige forhold" blev straffen gjort betinget med blandt andet 80 timers samfundstjeneste, oplyser politiet. Kvinden har tidligere over for TV2 beklaget sine kommentarer og har slettet dem.

Læs opslaget fra Mai Mercado som førte til hård debat: