Løkke: Jeg er truet hver dag – det tager jeg helt afslappet
Statsministeren håber, at Anders Samuelsen tager sine "gode argumenter" for at sænke topskatten med til de kommende forhandlinger.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tager det ”helt afslappet”, at Liberal Alliance forud for efterårets vigtige forhandlinger om dansk økonomi truer med at vælte regeringen.
- Jeg er jo truet hver dag. Det er ligesom folkestyrets grundvilkår, og det tager jeg grundlæggende helt afslappet. Jeg har lagt en plan frem, som er en plan jeg tror på. Hvis vi kunne få den vedtaget, ville vi blive glade i Venstre. Men vi har 34 mandater, og derfor ved jeg også godt, at der skal justeres på den plan. Der trækkes i regeringen fra flere sider. Nogle synes, at vores skattelettelser er for store, nogle synes, de er for små. Sådan er det, og fredag starter vi stille og roligt de forhandlinger, lyder det fra statsministeren.
Regeringen præsenterede tirsdag sin længe ventede 2025-plan. I planen foreslås det blandt andet at lette topskatten for de danskere, der tjener mellem en halv og en hel million kroner – men ikke for indkomster over en million kroner. Dét forslag blev onsdag pure afvist af LA-formand Anders Samuelsen, som gentog, at han agter at vælte regeringen, hvis ikke topskatten lettes ”hele vejen op”.
Løkke: Samuelsen argumenterer godt
- Jeg synes, det var et dejligt interview med en meget engageret partileder, som argumenterede godt for sin sag, som langt hen ad vejen jo også er min sag. Nemlig, at der er brug for nogle topskattelettelser, siger Lars Løkke Rasmussen om Samuelsens udmelding.
- Det var et sæt gode argumenter, som jeg håber, han tager med ind i mødelokalerne. For situationen er jo den, at nu får man nærmest det indtryk, at det, jeg lagde frem i går, er på plads. Men det er jo ikke situationen. Jeg kan jo høre på andre partiers meldinger, at det jo ikke er sådan, at jeg har min plan hjemme.
Med ved forhandlingsbordet de kommende måneder er også Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Han har på forhånd afvist, at hans parti vil lægge stemmer til skattelettelser til de danskere, der tjener mest. Også selvom det kan betyde, at regeringen vælter.
- Jeg er ikke bange for et valg. Et valg handler om, at danskerne får lov til at afgøre, hvem der skal sidde på Christiansborg, sidde i Folketinget. Det er sådan set ganske demokratisk og udmærket, at vi har det sådan i Danmark. Så det er jo ikke nogen trussel at sige, at der kan komme et valg, sagde Kristian Thulesen Dahl tirsdag aften til TV 2.
Lars Løkke Rasmussen, kan du samle 90 mandater om at lette topskatten med fem procentpoint?
- Jeg håber, at jeg kan samle 90 mandater bag en helhedsplan for Danmark. Det er det, der er brug for. Nu har vi så hørt Liberal Alliance i dag tale om deres mærkesager, andre partier har andre mærkesager. Sådan må det være. Men enderne skal nå sammen til sidst. Og vi har slet ikke startet forhandlingerne endnu.
Regeringens forslag om topskattelettelser - undtagen for dem, der tjener mest - er en del af regeringens samlede 2025-plan, som blev præsenteret tirsdag. Her foreslår regeringen blandt andet nedskæringer i SU-systemet og at hæve danskernes pensionsalder. Det vil skaffe ekstra penge til statskassen, som regeringen blandt andet vil bruge på skattelettelser, på investeringer i bedre sundhed og ældrepleje og på at styrke den nationale sikkerhed.
Få et overblik over regeringens plan her: