Tørnæs vil barbere en femtedel af SU'en: Det er helt fair
Danmark vil fortsat have et af de mest generøse SU-systemer, forsikrer forsknings- og uddannelsesministeren. SF kalder hende nu i hastesamråd.
En helt skæv prioritering.
Sådan beskriver forsknings- og uddannelsesminister Ulla Tørnæs (V) det faktum, at Danmark bruger lige så mange penge på SU som på selve uddannelserne. Det vil regeringen ændre på ved at skære 20 procent af SU-ydelsen.
Det bringer Danmark tættere på de øvrige nordiske lande, og dermed risikerer vi ikke at blive ”en magnet” for udenlandske studerende.
I perioden fra 2012 til 2015 er der sket en voldsom stigning i antallet af udenlandske studerende, der kommer til Danmark. Nu er tallet oppe på over 7200, oplyser Ulla Tørnæs.
- Bliv færdig til tiden
Men også over for danske studerende er det tiltrængt at ændre SU’en, fastslår hun.
- Der er brug for at ændre SU-systemet, så vi kender et klart signal til de unge om at blive færdige med deres studier på normeret tid, siger hun.
Det sker ved at fjerne retten til at modtage SU i et sjette studieår. Selv om bachelor- og kandidatuddannelse er normeret til fem år i alt, har det hidtil været muligt at få SU til endnu et studieår.
Forringelse eller forbedring?
Direkte adspurgt vil ministeren hverken betegne reformen som en forringelse eller en forbedring.
- Det er et mere robust SU-system, som forhåbentlig bidrager til at sikre, at vi ikke bliver en magnet for udenlandske studerende, som kommer til Danmark for at få en gratis uddannelse og dermed også kunne oppebære SU.
Hvorfor ikke kalde det for en forringelse? I sparer 16-17 procent af det, vi nu bruger på systemet. Det er jo til at tage og føle på?
- Vi har, hvad jeg gennem flere måneder har benævnt verdens mest generøse SU-system. Det har vi stadig med omlægningen her. Jeg tror faktisk, vi fortsat har det, når vi sammenligner med andre nordiske lande. Jeg synes, det er en fair omlægning, som giver rigtig god mening for det danske samfund.
Du lægger op til at spare 16-17 procent på SU’en. Er det ikke en forringelse?
- Det afgørende for mig er at sikre, at den enkelte har mulighed for at opretholde det samme levegrundlag. Oven i det er det også afgørende for mig, at vi at alle har fri og lige adgang til uddannelsessystemet, og det har vi. Fri på den måde at forstå, at det er gratis at tage en videregående uddannelse og lige, fordi der er lige betingelser for at blive optaget.
- Det er ikke min opgave at vejlede
Er det ønskværdigt set med dine øjne, at landets studerende optager et lån på 4.300 kroner hver måned?
- Jeg synes det er en helt rimelig model, vi lægger frem. Det, vi skal huske på, er, at når man tager en uddannelse, så er det en investering for samfundet, men også for den enkelte.
Vil du opfordre de studerende til at tage lånet hvert år?
- Man kan lave mange regnestykker. Små 50.000 kroner i lån om året kan ende med at være en blive en god investering for den enkelte, hvis man har udsigt til et langt arbejdsliv med en god lønindtægt. Så er det en god investering. Jeg mener ikke, det er min opgave at vejlede den enkelte, siger Ulla Tørnæs.
SF: Ministeren er helt galt på den
SF's uddannelsesordfører Jacob Mark mener, at uddannelses- og forskningsministeren er helt forkert på den. Han har nu indkaldt hende i et hastesamråd i Folketingets uddannelses- og forskningsudvalg for at få hende til at forklare sig.
- Jeg vil gerne have ministeren til at forklare, hvorfor vi overhovedet har SU. Jeg vil mene, det er for at få flere til at tage en uddannelse og sikre, at de ikke falder fra undervejs. Jeg vil gerne have hende til at forklare, hvorfor hun - hvis hun er enig i det mål - vil skære på SU'en. Og så vil jeg have hende til at svare på hvilke konsekvenser, det vil have, siger Jacob Mark til TV 2.
SF'eren vil også forsøge at få Ulla Tørnæs ud på uddannelsesinstitutionerne for at forklare sin politik.
Det har hun prøvet før - da hun var undervisningsminister i Foghs første regering i 2000'erne. I 2004 talte hun under en demonstration med vrede gymnasieelever på Christiansborg Slotsplads. Det endte i en pibekoncert, hvor eleverne råbte "Dem, der hopper, de elsker Ulla".
- Jeg håber, hun vil tage debatten. Jeg tager gerne med hende ud på gymnasierne, siger Jacob Mark.
Hvis regeringens gennemføres giver det et plus for statskassen med 3,3 milliarder kroner. Samtidig øger det beskæftigelsen med 8.000 personer i 2025, oplyser Ulla Tørnæs.
Samrådet med Ulla Tørnæs vil finde sted om to uger.