Thulesen før skæbneforhandlinger: Et valg kan blive nødvendigt
Partierne i blå blok står langt fra hinanden på en række områder. Det kan ende med et nyt folketingsvalg, siger DF-formand.
Et højspændt politisk efterår sparkes for alvor i gang tirsdag, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlægger regeringens bud på en 2025-plan, der indeholder forslag om alt fra skattelettelser til SU-besparelser og en hævelse af folkepensionsalderen.
Men det er langt fra sikkert, at partierne i blå blok kan nå til enighed om en aftale. Og bryder forhandlingerne sammen, kan det meget vel ende med, at danskerne skal en tur i stemmeboksene igen.
Sådan lyder vurderingen nu fra en af efterårets mest centrale aktører, Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.
- Jeg vil gerne understrege, at der er ikke nogen garanti for, at det ender med store aftaler. Det kan blive nødvendigt at spørge danskerne ved et folketingsvalg, skriver DF-formanden i sit ugebrev på partiets hjemmeside.
LA truer med at vælte Løkke
På forhånd har Liberal Alliance med Anders Samuelsen i spidsen slået fast, at en aftale skal indeholde en lettelse af topskatten på fem procent – ellers vil partiet ikke tøve med at trække støtten til regeringen og dermed fremprovokere et valg.
Socialdemokraterne har på forhånd meldt ud, at de under ingen omstændigheder vil være med til at sænke topskatten – og derfor er det altafgørende for Løkke at få Dansk Folkeparti til at lægge stemmer til en ny aftale. Men Kristian Thulesen Dahl er langt fra begejstret for dén ide:
- Jeg bryder mig ikke om topskattelettelser. Og jeg har meget svært ved at se, hvorfor skattelettelser til de mest velstillede skal være afgørende for, om vi kan gøre en masse gode ting for vort land her i efteråret. Det er ikke topskatten eller pensionsalderen, der er de største udfordringer i dansk økonomi. Nej, den største udfordring er helt klart den ikke-vestlige indvandring, der i mange år har været alt for voldsom, og som hvert år koster milliarder af kroner, skriver Thulesen Dahl i sit ugebrev.