Politik

Studerende om nye SU-regler: Det er et skråplan

Regeringens SU-ændring risikerer at skabe et skel mellem rige og fattige, mener studerende.

Forslaget om at ændre uddannelsesstøtten er en del af det oplæg, som statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede tirsdag. Hensigten er, at skabe et SU-system, der er fremtidssikret, lyder det fra Venstre, men udspillet har allerede fået kritik fra både politiske modstandere og de studerende selv.

- Det er rigtig ærgerligt, og hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at det er en falliterklæring, siger Christina Dyhrberg Fotos, der er kandidatstuderende på Syddansk Universitet.

Harmonerer ikke med en velfærdsstat

Hvis forslaget bliver til virkelighed vil det betyde, at de dårligst stillede vil blive koblet af uddannelsessystemet, fordi de ikke har mulighed for at låne penge af deres forældre, mener Christina Dyhrberg Fotos.

- Det her kommer til at dele vandene mellem rige og fattige. Der kommer et kæmpe skel mellem, dem, der har mulighed for at få hjælp, og dem, der ikke har, siger hun.

Den kandidatstuderende frygter, at systemet vil betyde, at Danmark får amerikanske tilstande, hvor forældre bliver nødt til at spare op gennem hele deres børns opvækst for at få råd til at sende dem på videregående uddannelser, og hvor mange dimittender får deres eksamen dybt forgældede.

- Det er virkelig ikke særlig hensigtsmæssigt at starte sit liv med at skylde penge væk, siger Christina Dyhrberg Fotos til TV 2.

Kan dæmpe lyst til uddannelse

Christina Dyhrberg Fotos mener, at det ville have været dybt uoverskueligt, hvis hun skulle have startet sin uddannelse velvidende, at hun ville ende med at stå i gæld.

- Jeg ville have genovervejet allerede efter gymnasiet, hvad jeg skulle, og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke, at jeg havde taget en kandidat, lyder det.

Ikke forkælelse

Selv hvis det nye system bliver implementeret, vil danske studerende få markant flere penge end de studerende i både Norge, Sverige og Finland. De vil også have mulighed for at låne flere penge til en favorabel rente. Det fremgår af Venstre-regeringens udspil.

Alligevel mener Christina Dyhrberg Fotos ikke, at danske studerende er forkælede:

- Det vil ende med, at vores forældre begynder at lægge penge til side til vores uddannelse allerede, når vi bliver født, eller når vi er børn, ligesom de gør i USA. Og det er et skråplan, for det er ikke lige uddannelse for alle, og det synes jeg, vi har i Danmark lige nu, siger Christina Dyhrberg Fotos.