Rødt oprør over 2025-planer: - Løkke smadrer videre
Partierne i rød blok kritiserer særligt regeringens 2025-plan for de planlagte SU-besparelser og for manglende fokus på klima og miljø.
"Generationstyveri", "en usolidarisk cocktail", "Løkke smadrer videre" og "en opfordring til ungdomsoprør". Sådan lyder nogle af oppositionens reaktioner på regeringens omfattende 2025-plan, som bliver fremlagt tirsdag.
Målet er at skabe et ekstra økonomisk råderum på 65 milliarder kroner - penge som blandt andet skal bruges på at sænke skatten både i bunden og i toppen.
Planen indeholder en skatterefom, en pensionsreform, en udlændingepakke og en erhvervspakke, men fra oppositiones side får 2025-planen altså ikke mange rosende ord med på vejen.
Herunder kan du få overblikket over reaktionerne fra oppositionspartierne.
S: Løkkes plan er det forkerte svar
Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, siger til TV 2, at planen med topskattelettelser ikke er det rigtige svar på de udfordringer, som Danmark står over for.
- Selvom regeringen lægger op til en vækst i den offentlige økonomi, skal man huske, at hver gang man bruger penge på topskattelettelser, så går de penge fra noget andet, som for eksempel vores sundhedsvæsen, siger Mette Frederiksen.
S-formanden vil endnu ikke fremlægge sit eget partis plan for Danmarks fremtid, men hun fortæller, at råderummet vil være mindre, og at Socialdemokraterne derfor "ikke vil komme med så mange løfter" som statsminister Lars Løkke Rasmussen. Hun afviser dog ikke, at Socialdemokraterne kan blive en del af en politisk aftale.
- Vi vil gerne lave en aftale med regeringen hen over midten, men der er et langt forhandlingsforløb foran os.
Gruppeformand Henrik Sass Larsen er heller ikke imponeret. Han har følgende kommentar til Venstre-regeringens udspil, som han mistænker Lars Løkke for at have bagtanker med:
SF: Generationstyveri af dimensioner
Særligt de varslede besparelser på SU'en vækker kritik hos partierne i oppositionen. SF kalder planen "et generationstyveri af dimensioner".
- Et opgør med SU-systemet vil skabe væsentligt mere ulighed i Danmark, og det vil betyde at færre får en uddannelse. Vi er nødt til at sige fra, skriver partiets gruppeformand, Jacob Mark, i et blogindlæg på tv2.dk.
I et andet blogindlæg skriver partileder Pia Olsen Dyhr, at Lars Løkke Rasmussen med regeringens udspil endnu engang skaber fest i whiskybæltet, mens skævvridningen bliver større.
- Alt i alt ligner det ikke den luksusbuffet, som Løkke fremlagde tidligere. Det ligner langt mere en skæv og usolidarisk cocktail, skriver Pia Olsen Dyhr.
Lisbeth Bech Poulsen har flere kritiske bemærkninger om regeringens 2025-plan - blandt andet med denne beskrivelse:
Hun efterlyser desuden fokus på miljøet.
- Klima og grøn omstilling fuldstændig ude af #tyve25 - Løkke både blind og døv, skriver Lisbeth Bech Poulsen.
Enhedslisten: Løkke smadrer videre
I et blogindlæg på tv2.dk kalder Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, regeringens 2025-plan for "asocial".
- Nu smadrer han (Løkke, red.) videre, selvom velfærden allerede er bragt i knæ, og det er kun dem, der har sit på det tørre, der får gavn af det, skriver Pernille Skipper.
Enhedslisten krisiterer særligt SU-besparelserne, som de mener vil gøre det svære at bryde den sociale arv.
- Danmark er rigere, men mine børn skal vokse op med ringere rettigheder og velfærd. Hvorfor?, skriver Enhedslistens Pelle Dragsted på Twitter:
Partifællen Rune Lund er enig:
Klima- og miljøordfører Maria Gjerding efterlyser - ligesom flere af de andre rød-grønne partier - fokus på miljøet i regerings plan:
Radikale: Det er en ommer
De Radikale har tidligere lavet flere økonomiske aftaler ind over midten, og partiet har da også både ris og ros til regeringens udspil. SU-besparelserne er de, ligesom resten af rød blok, ikke begejstrede for:
- Venstres SU-forslag er da en omvendt generationsgave. Vores velfærd lånefinansieres hos ungdommen. Det er en ommer, skriver partileder Morten Østergaard på Twitter.
Flere partifæller følger trop:
Radikale har til gengæld rosende ord med på vejen til regerings skatteudspil.
- Vs skatteudspil har gode momenter. Drop skattestoppet og få styr på ejendomsvurderinger, så har vi balanceret udgangspunkt for forhandling, skriver Morten Østergaard.
Alternativet: Tid til et ungdomsoprør
Over for TV 2 kalder Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, regeringens 2025-plan for "et løftebrud af dimensioner". Han henviser til, at Lars Løkke Rasmussen før valget sagde, at det ikke kom på tale at skære i SU’en, mens planen nu alligevel lægger op til det.
- I Alternativet ser vi på hele den her problematik i et meget større perspektiv. Hvad er det for nogle uddannelser, vi vil have, og hvem skal have mulighed for at gå på dem? Det er også, derfor jeg siger til de unge: Se nu for pokker at få startet det ungdomsoprør. Vi venter på jer, og os gamle skal nok stå ude på sidelinjen og heppe, siger Uffe Elbæk.
Rasmus Nordqvist følger op på Twitter og kalder SU-besparelsen at "kidnappe fremtiden":
Rasmus Nordqvist og partifæller krititiserer desuden den manglende fokus på miljøet og den hårde kurs over for flygtninge.