Politik

Løkke i kovending: Nu foreslår han at hæve pensionsalderen med seks måneder

Venstre gør sig både skyldig i løftebrud og hykleri, når partiet foreslår at hæve pensionsalderen, mener Enhedslisten.

Så sent som i april sidste år slog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fast i et interview med dagbladet Børsen, at Venstre ingen ambitioner havde om at hæve pensionsalderen.

Alligevel planlægger regeringen nu at gøre netop det i sit udspil til 2025-planen, erfarer TV 2. Regerignen foreslår at hæve pensionsalderen med seks måneder.

- For Venstre og for mig er det ikke nogen ambition, at folk skal så sent på pension som overhovedet muligt. Derfor synes jeg, at det her næsten masochistiske fokus på, at nu skal vi tvinge folk på pension så sent som muligt, er forkert, sagde Lars Løkke Rasmussen til Børsen i april sidste år - og gentog budskabet i maj.

- Ingen aktuelle planer 

I en folketingsdebat i maj gentog Lars Løkke Rasmussen budskabet.

- Omkring spørgsmålet om pensionsalderen m.v. har regeringen jo ikke andre aktuelle planer end at efterleve det, vi allerede har aftalt i de aftaler, vi selv historisk har indgået, som betyder, at vi med mellemrum hæver folkepensionsalderen. Det er en chance, der byder sig hvert femte år. Og andre aktuelle planer end det har vi jo ikke for nærværende, sagde han dengang.

- Sjovt, at det lige skal komme fra Venstre

Hos Enhedslisten mener politisk ordfører Pernille Skipper, at statsministeren dermed er ude i et ”gigantisk løftebrud”.

- Der blev sagt det stik modsatte tidligere, nemlig at man ikke ville pille ved pensionsalderen. Det er sjovt, at det skal komme fra en Venstre-regering, der har brugt fire år på at angribe Socialdemokraterne for løftebrud. Det her er både løftebrud og hykleri, siger hun til TV 2.

Selv om danskernes gennemsnitlige levealder er stigende, mener Enhedslisten stadig, at det rammer ”hamrende socialt skævt”.

- Løkke sætter folks otium på spil 

- Den ufaglærte lønmodtager lever omtrent ti år kortere end en akademiker og kan se frem til stort set intet otium. Jeg synes det er helt grundlæggende, at man har tid til at nyde de sidste år. Det er det, Løkke sætter på spil.

Skulle regeringen hellere have hævet pensionsalderen for akademikere?

- Nej, det synes jeg heller ikke, der er behov for. Vi har en forholdsvist høj pensionsalder allerede. Løkke tror, at det her giver penge i kassen. Det er vist kun i en regnemaskine i Finansministeriet, at det giver penge i kassen, siger Pernille Skipper.

Løkke: Jeg står ved aftaler

Statsministeren selv slår fast, at regeringen står ved de aftaler, der allerede er indgået.

- Det er et forslag om at fremrykke det, der allerede er besluttet i 2025. Det foreslår jeg, fordi det er nødvendige, skånsomme forandringer, som bidrager til, at vi får mere styr på fremtiden, sagde statsministeren på pressemødet i Statsministeriet. 

Inden da er der et folketingsvalg, og der kan vælgerne så fælde dommen over den nuværende regering, supplerede han. 

Sidste gang man regulerede pensionsalderen var i 2015, hvor Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Konservative hævede pensionsalderen, så den i 2030 er 68 år.