Politik

Få forklaringen: Derfor skal Danmark have en 2025-plan

Flere penge til mere velfærd og en offentlig økonomi, der hænger sammen. Det er regeringens planer med 2025-planen.

Penge er kun papir, sang Dodo and the Dodos i en kendt popsang fra 1980’erne.

Men penge er også lig med muligheder – og det er netop derfor, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag klokken 10 vil præsentere regeringens 2025-plan.

Store dele af indholdet er efterhånden kendt - men hvorfor egentlig overhovedet lave en stor forkromet plan? 

Dansk økonomi hænger nogenlunde sammen, og sådan er der også udsigt til, at det vil blive ved med at være i nogle år fremover. Men budgettet rækker dog ikke til de store armbevægelser, og det er det, 2025-planen skal gøre noget ved.

Planen skal skabe både politiske og økonomiske muligheder for at prioritere nogle særlige områder i årene, der kommer, forklarer TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe.

- Hvis man ikke går ind og laver en ny plan, så vil det måske nogenlunde kunne hænge sammen, men så vil der ikke være plads til at investere i nyt. Der vil ikke være plads til at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne. Der vil ikke være plads til øget velfærd. Det kræver, at man finder nogle penge andre steder, siger han.

Den femte plan

Tanken om at lave økonomiske planer, der rækker længere ud i fremtiden end finanslovene, der kun gælder for ét år, er ikke ny. 

Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og daværende finansminister Mogens Lykketoft (S) gjorde det første gang i 1995, hvor de lancerede 2005-planen. I 2001 fulgte de op med 2010-planen, mens VK-regeringen i 2007 lancerede 2015-planen. I 2010 kom VK-regeringen så med planen ’Danmark 2020 – viden, vækst, velstand, velfærd’, som er den seneste i rækken. 

Alle planerne har haft en tendens til at skride efterhånden som årene er gået og uforudsete begivenheder er kommet ind fra højre. Det har eksempelvis været svært at spå om væksten i økonomien - selv på korte tidshorisonter. Det har også været svært at overholde målene for væksten i det offentlige forbrug. 

2015-planen smuldrede mellem hænderne på politikerne på grund af den uforudsete finanskrise, der slog bunden ud af dansk økonomi.

Mange bliver påvirket af planen

Men uanset om 2025-planen holder eller ej, vil den påvirke mange danskere.

Ender politikerne med at hæve pensionsalderen med et år fra 67 til 68 allerede fra 2025 i stedet for 2030 som det oprindeligt blev aftalt, vil hundredetusinder af lønmodtagere skulle være længere på arbejdsmarkedet.

Lettelser af skatten – hvad enten det bliver i toppen eller i bunden – vil også få store konsekvenser for mange danskere, ligesom det kan øge den økonomiske ulighed mellem de, der tjener mindst og de, der tjener mest.

Regeringen fremlægger sit bud på en 2025-plan i Statsministeriet tirsdag klokken 10.