Dansk Folkeparti: Vi er ikke bange for et valg

Dansk Folkeparti er ikke bange for et eventuelt valg, hvis forhandlingerne om 2025-planen går i hårdknude. Det siger partiets formand.

Hvis Liberal Alliance ikke vil give sig på kravet om skattelempelser, så er Dansk Folkeparti ikke bange for et valg. Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis formand.

Udtalelsen faldt i 22 Skammelsen, da Kristian Thulesen Dahl blev spurgt, om han er villig til at bøje sig for Liberal Alliances ønsker, hvis grænsekontrollen bliver strammet.

- Jeg er ikke bange for et valg. Et valg handler om at danskerne får lov til at afgøre, hvem der skal sidde på Christiansborg, sidde i Folketinget. Det er sådan set ganske demokratisk og udmærket, at vi har det sådan i Danmark. Så det er jo ikke nogen trussel at sige, at der kan komme et valg, lød det fra Thulesen Dahl.

To problemer for DF

Dansk Folkeparti har to primære problemer i forhold til at komme til enighed med både Venstre og Liberal Alliance: Partiet er hverken tilfreds med Venstres planlagte stramninger på udlændingeområdet eller de foreslåede topskattelettelser.

- Vi har haft et par skattereformer, hvor man jo i virkeligheden har sænket skatten for de højest lønnede, så vi synes simpelthen ikke, det er dem, der står for tur nu, siger partiformanden.

Og de udlændingestramninger Venstre har foreslået er ikke i sig selv nok til, at Dansk Folkeparti vil give køb på topskatten. Ifølge DF-fomanden er det nemlig ikke godt nok, at Danmark kun kan kontrollere sine grænser i en ekstraordinær situation. 

- Det kræver en permanent grænsekontrol, hvor vi har folk stående der og sikrer vores grænser, lyder det fra Thulesen Dahl.

Forstår ikke topskat-fokus

At Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ikke er enige om, hvordan skattereglerne skal se ud, betyder imidlertid ikke, at et valg er nært forestående.

- Jeg kan ikke forstå, at en diskussion om topskattelettelser skal være afgørende for, om vi har kontrol med landet, siger Thulesen Dahl.

LA dæmper retorikken

Liberal Alliances leder Anders Samuelsen har tidligere truet med at vælte regeringen, hvis den ikke kan leve op til LA’s krav om topskattelettelser.

Anders Samuelsen virker dog mindre ivrig efter at vælte regeringen, nu hvor 2025-planen er blevet fremlagt.

I et opslag på Facebook, der blev publiceret tirsdag, nøjedes Samuelsen således med at skrive:

- Lettelsen af skatten i bunden er for lille, for kompliceret og kommer ikke nok mennesker med lav indkomst til gavn.

For lille lettelse i bunden! Mere enkelt, mere ambitiøst - og mere liberalt: Jeg vil i dag nøjes med at slå én ting...

Opublikowany przez Anders Samuelsen na 30 sierpnia 2016

Hvor stejlt Samuelsens liberale parti reelt vil stille sig, bliver afsløret onsdag på et pressemøde på Christansborg onsdag kl. 14.

Ingen ultimative krav

I mellemtiden siger Kristian Thulesen Dahl, at partiet ikke på forhånd vil stille ultimative krav om hverken topskat eller udlændinge:

- Danskerne skal vide krystalklart, hvad vi går ind i forhandlingslokalet for at få ud af det, og så kan de vurdere os efterfølgende på, om vi har gjort vores arbejde godt nok, siger han.