Australien nægter danske politikere adgang til flygtningelejr
Udlændingeudvalget dropper besøg på australsk ø, efter danske politikere ikke må gennemføre planlagt besøg.
Enhedslistens integrationsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, og SF-gruppeformand Jacob Mark er i Australien blevet nægtet adgang til den stærkt omdiskuterede østat Nauru, der huser flygtninge som en del af Australiens stramme flygtningepolitik.
Det oplyser Udenrigsministeriet, blandt andet til TV 2.
Det sker, selv om de to folketingspolitikere sammen med dele af Folketingets Udlændingeudvalg længe havde planlagt et besøg på øen for at inspicere forholdene for flygtningene.
Forsøger stadig at få adgang
Udlændingeordførere fra Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti er ikke blevet nægtet adgang til Nauru, men dropper nu også besøget på øen.
Udenrigsministeriet bekræfter over for TV 2, at Jacob Mark og Johanne Schmidt-Nielsen er nægtet adgang til Nauru.
Udenrigsministeriet oplyser til TV 2, at man helt har opgivet turen. Udenrigsminister Kristian Jensen forsøgte ellers at skaffe politikerne adgang, men forgæves.
Johanne Schmidt-Nielsen bekræfter afvisningen på Facebook:
Skandaleramt lejr
For nylig stod det engelske medie The Guardian bag et stort læk af omkring 2000 hændelser, der dokumenterer overfald, børnemishandling og forsøg på selvskade blandt flygtninge og migranter på øen Nauru.
Lejren, der ligger over 3.000 kilometer øst for Australien, huser bådflygtninge, som har forsøgt at komme til Australien, der ikke vil have dem til landet, og derfor betaler for at få dem huset på Nauru.
En model, som både Johanne Schmidt-Nielsen og Jacob Mark har kritiseret, skriver TV 2.