Nye toner fra Løkke: Dropper ambitionen om nulvækst – så mange flere penge vil han bruge på velfærd

Venstre-regeringens 2025-plan vil ifølge TV 2s oplysninger give mulighed for at bruge milliarder af kroner mere på velfærd de kommende år.

Lars Løkke Rasmussen og Venstre gik sidste år til valg på, at de offentlige udgifter ikke fremover skal stige. Men nu lægger statsministeren op til at fravige markant dén ambition.

Ifølge TV 2s oplysninger vil regeringens 2025-plan, som bliver fremlagt i sin helhed tirsdag, lægge op til at der skal bruges 22 milliarder kroner mere på velfærd i år 2025, end det er tilfældet i dag.

Det svarer til en årlig vækst i det offentlige forbrug i omegnen af 0,5 procent – og altså langt fra den nulvækst, som Venstre gik til valg på.

22 milliarder kroner svarer til omkring halvdelen af hvad staten i dag bruger på at drive folkeskolen. Eller mere end det dobbelte af, hvad der bruges på politiet.

- At Løkke nu fraviger fra sit princip fra valgkampen om nulvækst, sker i en erkendelse af, at hvis han skal have en chance for at få sin plan igennem, er han nødt til at have Dansk Folkeparti med. Og Dansk Folkeparti har det som et klart udgangspunkt for forhandlingerne, at der skal bruges flere penge på velfærd, forklarer TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe.

Ifølge TV 2s oplysninger vil Venstre lægge op til, at de mange ekstra milliarder til velfærd skal bruges på blandt andet sundhed, ældre og en styrket national sikkerhedsindsats.