Langballe: Her er spørgsmålet, vi mangler svar på, Løkke

En række detaljer om regeringens store økonomiske plan er allerede kommet frem. Men særligt ét spørgsmål er der stadig ikke kommet svar på.

Mandag klokken 20 løfter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Facebook en del af sløret for, hvordan regeringen mener, at dansk økonomi skal skrues sammen frem mod år 2025.

Men allerede inden Løkke toner frem på det sociale medie, er dele af den store plan blevet lækket til medierne.

Det er blandt andet kommet frem, at regeringen lægger op til at droppe ambitionen om nulvækst i det offentlige forbrug og i stedet bruge milliarder af kroner ekstra på velfærd. Heriblandt på ældre, sundhed og en styrket national sikkerhedsindsats.

Samtidig står det klart, at både Venstre, Konservative og Liberal Alliance ønsker at gennemføre skattelettelser.

På ét – ganske centralt punkt – mangler regeringen dog at levere et eneste klart svar, påpeger TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe:

- Du fortæller om, hvor du vil bruge flere penge. Tidligere har din finansminister talt om, at 2025-planen også vil indeholde et ”katalog af ubehageligheder”, der skal betale for alle jeres forslag. Så vi vil gerne have svar på: Hvor skal pengene komme fra?

TV 2 vil stille statsministeren spørgsmålet i kommentarsporet, så snart han begynder sin direkte Facebook-tale.