Her er vores ønsker til 2025-forhandlingerne

BLOG: Søren Pape Poulsens største ønske for 2025-planen er, at få afskaffet boligskatterne.

Om ganske kort tid præsenterer Venstre-regeringen sin 2025-plan. Et budget for den offentlige økonomi i Danmark for de næste mange år.

Mit håb er, at Løkke og Hjort har modet til at anerkende de muligheder og udfordringer, vi står med – og handle derefter. For når man planlægger økonomien for de kommende ti år, så skal man turde tage livtag med de ting, der kan være lidt svære.

Sådan er det også, når vi hver især laver vores eget private budget. Når vi ser frem mod næste år, skal vi måske have skiftet en reservedel på bilen, malet børneværelset eller købt en ny sofa. Men hvis vi hver især skulle planlægge vores økonomiske fremtid for det næste årti, ville vi jo stille os selv nogle helt andre spørgsmål. Skal vi bruge en ny bil? Skal vi have flere børn og et større hjem? Hvilket liv ønsker vi at leve?

Mere tryghed og flere muligheder

2025-planen er altså i modsætning til finansloven en langsigtet plan for, hvordan vi vil indrette vores samfund. Står det til mig, skal der ikke blot skrues på et par knapper, men i stedet justeres på hele maskineriet.

For jeg drømmer om et Danmark, hvor enhver borger kan føle sig tryg – både i det offentlige rum og bag hjemmets fire vægge, og hvor enhver, som smøger ærmerne op, har muligheder. Det kræver, at vi gør tingene lidt anderledes.   

Hvis det stod til mig, så ville jeg skabe et Danmark, hvor arbejdsdagen indgyder respekt, og hvor enhver, der er villig til at tage ansvar for egen tilværelse, har alle muligheder. Vi tror nemlig på, at tilværelsen bliver bedre og lykkeligere, hvor man kan indrette sit liv, som man selv vil.

Opgør med boligskatterne

Det allerførste skridt, jeg ville tage, var et opgør med boligskatterne. I fredags besøgte jeg Susanne i Lejre. Susanne er folkepensionist og har et fantastisk, lille hus og en skøn have. Men Susanne kan ikke føle sig tryg i eget hjem. For hvert år skal hun betale 35.000 kroner i boligskatter, og hvis det ikke var for en arv fra sin far, så var Susanne nødt til at flytte fra sit hjem. Et hjem, hun allerede har købt og betalt.

Det skriger jo til himlen, at vi beskatter folk fra hus og hjem. Jeg mener i stedet, at statens fornemmeste opgave må være, at sikre folk det tag over hovedet, som de har købt og betalt for. Ikke tage dem fra det.

Vi har præsenteret et fuldt finansieret forslag til, hvordan vi kan afskaffe boligskatterne. Det handler blot om politisk vilje – og mod. Det håber jeg, at Venstre-regeringen har. At de ikke er bange for at gøre nogle embedsmænd fortørnede ved at bryde med deres metode til at malke de danske boligejere men de i stedet tænker på, hvordan vi skaber tryghed og muligheder for danske boligejere. Den gode nyhed er, at vi er parat til at hjælpe Venstre på vej, skulle de have mistet modet. For det er ret enkelt: Vi indgår kun i en 2025-aftale, hvis boligskatterne adresseres. Vi kommer ikke til at vælte regeringen på spørgsmålet, men hvis de ikke vil komme vores krav i møde, så må de lave en aftale med nogle andre partier.

Flere nødvendige reformer

Boligskatterne er vores hovedprioritet. For tryghed i hjemmet er en forudsætning for, at vi kan fungere som mennesker. Men der skal meget mere til, hvis vi vil skabe et Danmark med tryghed og muligheder.Jeg ville – hvis vi havde 90 mandater – afskaffe topskatten, sænke selskabsskatten, sikre selvkontrollen med, hvor mange asylansøgere der kommer til Danmark, styrke politiet og Forsvaret, få mere faglighed i folkeskolen, skabe mere natur, stoppe væksten i verdens største offentlige sektor, annullere offentlige tilskud til dem, der ikke har behovet, og meget, meget mere. Faktisk har vi lavet en vision for fremtidens Danmark. Den kan du læse lige her.

Lige nu løber landene omkring os fra os. Og det er ikke så underligt. For det er ikke svært at løbe fra nogle, der står helt stille. Vi skal have kick-startet motoren, og det kræver mod og handling.

Så lad os krydse fingre for, at Venstre-regeringen har modet til at tænke langsigtet. Ellers skal vi nok hjælpe dem på vej.