Her er fem nyheder fra Løkkes store Facebook-tale

Statsministeren lægger blandt andet op til at sænke topskatten - men ikke for dem, der tjener allermest.

Skattelettelser, milliarder af kroner til mere velfærd og færre asylansøgere.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) løftede mandag aften i en direkte tale på Facebook sløret for en stor del af regeringens længe ventede 2025-plan, der samtidig danner udgangspunktet for højspændte politiske forhandlinger i efteråret.

Løkkes tale bød på en række konkrete nyheder. Her er et overblik:

Flere penge til velfærd

Stik imod hvad Løkke og resten af Venstre gik til valg på sidste år, lægges der nu op til at bruge milliarder af kroner mere på velfærd de kommende år. Inden valget i sommeren 2015 slog Løkke ellers igen og igen fast, at Venstre ønskede et udgiftsstop – også kaldet nulvækst – i den offentlige sektor. Men i regeringens 2025-plan lægges der op til at øge de offentlige udgifter til velfærd med ikke mindre end 22 milliarder kroner i år 2025.

Det svarer til en årlig vækst i det offentlige forbrug på omkring 0,5 procent.

- Det er langt mere, end jeg gik til valg på. I har tidligere hørt mig sige, at den offentlige sektor ikke skal være større. Men fordi vi nu skaber et råderum ved at træffe ansvarlige beslutninger, kan vi fremover få råd til en lille offentlig vækst hvert år, sagde Løkke i sin Facebook-tale og fortsatte:

- De ekstra milliarder skal bruges, hvor det for alvor gør forskel, sagde Løkke og nævnte blandt andet flere penge til bedre sundhed og ældrepleje.

Lettelse af topskatten – men ikke for de rigeste

Liberal Alliance har truet med at vælte regeringen, hvis ikke topskatten bliver lettet med fem procentpoint. Men en sådan lettelse for alle, der tjener mere end knap en halv million kroner om året, ønsker regeringen ikke at gennemføre. Lars Løkke Rasmussen fortalte i sin tale, at han ikke vil sænke topskatten for de danskere, der har en årsindkomst på mere end en million kroner. Til gengæld skal skatteydere, der tjener mellem en halv og en hel million fremover skal slippe med at betale 10 procent i topskat, mod 15 procent i dag.

- Det vil være med til at sikre højt kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Det vil gøre Danmark rigere, lød det fra Løkke.

Nyt jobfradrag

Det er ikke kun dem, der betaler topskat, som skal have en skattelettelse. Statsministeren lægger også op til at indføre et nyt jobfradrag, som betyder at alle i arbejde vil betale mindre til statskassen. 

- For de danskere, der har de laveste indkomster: Rengøringsassistenten. Kassedamen. Den ufaglærte. Der vil vi sænke skatten så meget, at de slipper omkring syv procent billigere i skat. Det er effekten af et nyt jobfradrag, målrettet mennesker med små arbejdsindkomster, lød det fra statsministeren.

Sparer milliarder på færre asylansøgere

Hidtil har regeringen vurderet, at der i år vil komme i alt 25.000 asylansøgere til Danmark. Men de siden januar er antallet af asylansøgere, der dagligt kommer til landet, faldet markant. Og derfor sænker regeringen nu sit skøn og vurderer, at blot 10.000 personer vil søge asyl i Danmark.

Holder det skøn vand, vil statskassen spare tre milliarder kroner på asyludgifter.

250.000 flere i job

Ifølge Lars Løkke Rasmussen vil regeringens plan, hvis den gennemføres, føre til at langt flere danskere kommer i arbejde. Frem mod år 2025 vil 250.000 personer flere komme i job.

- For mig handler det her ikke om næste folketingsvalg. Det handler om næste generation. Derfor vil jeg appellere til, at vi finder sammen om at udvikle Danmark, lød det fra statsministeren.

Hele planen kommer i morgen

Tirsdag bliver en begivenhedsrig dag i dansk politik. Klokken 10 fremlægger Løkke den samlede 2025-plan, som har fået overskriften "Helhedsplan - for et stærkere Danmark" på et pressemøde i Statsministeriet. Her vil der blandt andet komme svar på, hvordan regeringen planlægger at finansiere både skattelettelser og milliarder til ny velfærd. Her har både en hævelse af pensionsalderen og en ændring af SU-systemet været nævnt som muligheder

Få timer senere vil finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlægge regeringens udspil til næste års finanslov. Du kan følge det hele tæt på TV2.dk og TV 2 News hele dagen.