Politik

Pind vil stramme loven: Nu skal det kunne give seks års fængsel at dele en IS-video

Terrorparagraffen skal ændres for at forhindre spredning af eksempelvis IS-propaganda, lyder det nyt forslag fra regeringen.

En opdatering på eksempelvis Facebook, hvor man deler voldelige budskaber fra terrorbevægelsen Islamisk Stat, skal fremover kunne medføre op til seks års fængsel.

Det mener regeringen, der er på vej med en ny opstramning af terrorparagraffen i straffeloven, som i dag gør det ulovligt at billige terror eller fremme terrorvirksomhed. Den lovgivning har været svær at anvende i praksis, og derfor bliver der nu strammet op, forklarer justitsminister Søren Pind (V) over for TV 2.

- Snittet ligger ved, om man vidste eller burde have vidst, at man spreder terrorpropaganda. Så vil det være strafbart.

Ifølge justitsministeren vil det dog ikke være strafbart at dele eksempelvis en video fra Islamisk Stat, hvis det er som led i den demokratiske debat. Hvornår det så er det, vil være op til domstolene at vurdere.

- Fjenden skal ikke sprede sin propaganda

Er det ikke en indskrænkning af ytringsfriheden? 

- Jeg sikrer, at fjenden ikke bare kan sprede sin propaganda frit. Jeg har aldrig hørt om et land, som sender sine soldater ud samtidig med, at man lader fjenden få frit løb til at udøve propaganda blandt sin egen befolkning. Problemet er, at propagandan er djævelsk dygtigt lavet, og at den påvirker ensomme ulve til at udøve den slags handlinger. Det, kan vi ikke se til, sker, siger Søren Pind.

Men det er vel en indskrænkning af ytringsfriheden?

- Det kan man definere. Jeg kan ikke se, der er meget ytringsfrihed i at sprede terrorpropaganda, hvor børn skal sidde og se på, at uskyldige får hugget hovedet af og den slags ting. Hvis man mener det, er ytringsfrihed, så bevares, men det gør jeg ikke, siger Søren Pind.

De senere år har der været flere retssager om ytringer på internettet. En af de mest omtalte var sagen mod ’boghandleren fra Brønshøj’, Said Mansour, der blev dømt for at fremme terrorvirksomhed. Det kostede ham fire års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig.

Senere torsdag mødes justitsministeren med Folketingets partier for at drøfte blandt andet dette forslag - og en række andre tiltag mod radikalisering.