Politik

DF-ordfører: EU er en større trussel mod Danmark end Putin er

Mens Venstre har sat gang i et arbejde for at øge opbakningen til EU-samarbejdet, mener DF-ordfører, at det er "en trussel mod Danmarks eksistens".

EU-samarbejdet, som størstedelen af danskerne og et stort flertal blandt partierne på Christiansborg er tilhængere af, er en større trussel mod Danmark, end Rusland med præsident Vladimir Putin i spidsen er.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup i et interview med Ugebrevet Mandag Morgen.

- Ja, for Danmark? Ja, det er der ingen tvivl om, lyder Marie Krarups svar, da hun bliver spurgt direkte til, om ”EU er en større trussel, end Putin”.

- Bare det med Schengen, det er da en katastrofe. Det er noget, der får Danmark til at forsvinde fra verdenskortet, hvis ikke vi tager os sammen. At man har opløst de nationale grænser, det er da en trussel mod Danmarks eksistens, fortsætter Marie Krarup.

Tidligere udenrigsministre: Bekymrende

Meldingen kommer umiddelbart efter, at regeringspartiet Venstre har sat sig i spidsen for samle partier organisationer og virksomheder i en ny EU-positiv bevægelse med det formål at øge danskernes opbakning til EU-projektet. Og forskellen mellem regeringen og det vigtigste støtteparti ser på EU-området dermed ud til at vokse sig stadigt større.

Det er samtidig ikke første gang, at Marie Krarup gør tilnærmelser til Rusland og Vladimir Putin i en tid, hvor forholdet mellem Vesten og det store land i øst ellers er koldere end længe. For få måneder siden besluttede Nato-alliancen eksempelvis at sende tusindvis af soldater – heriblandt op mod 200 danske - til en række østeuropæiske Nato-lande som modtræk til Ruslands aggressive fremfærd. Særligt Ruslands annektering af en del af Ukraine har bidraget til at forværre forholdet, mens også simulerede russiske angreb på blandt andet Danmark, har vakt opsigt.

Alligevel betegnede DF-forsvarsordføreren tidligere på sommeren Rusland som ”en kommende allieret”, der ikke har en "aggressiv ekspansiv ideologi". Dé udtalelser blev mødt med kritik fra tre tidligere danske udenrigsministre, som kaldte Dansk Folkepartis Rusland-tilnærmelser for ”bekymrende” og ”farlige”.

Vil tage imod hjælp fra Fanden selv

I interviewet med Mandag Morgen understreger Marie Krarup, at Dansk Folkeparti ikke anser Rusland for at være demokratisk:

- Vi ser Putin som eksponent for et enevældigt, ikke-demokratisk system, som vi ikke vil have i Danmark. Det, som jeg siger, er, at vi har sammenfaldende interesser med Rusland på den lange bane, og derfor er der al mulig grund til at få en mulighed for samarbejde. Men jeg ønsker heller ikke et EU, som det vi har i dag. Jeg ønsker EU lagt i graven og erstattet af et frihandelsforum. Det er vores politik. Hvis Putin eller Marine Le Pen (lederen af det franske parti Front National, red.) kan hjælpe med til det, så er det helt fint. Om det så var Fanden selv. Et EU, der er markant anderledes end det, der er i dag. Det er det, vi kæmper for, siger hun.

Det her er ikke bare for sjov. Det er fuldt alvor. Det er nu Putin tester os i Europa, og vi må ikke spille hans spil

Michael Aastrup Jensen, Venstres udenrigsordfører

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, kaldte tidligere på året Marie Krarups tanker om Rusland som en kommende allieret for "alarmerende":

- Jeg synes det er alarmerende, især hvis den her tendens fortsætter. For det er lige præcis det, Rusland vil have: At vi begynder at vakle i vores tro på, at der altså er nogle frihedsrettigheder og en international orden, vi skal forsvare. Hvis ikke vi står sammen om at trække en streg i sandet overfor Ruslands ageren, så vil de bare få held til at fortsætte med at annektere dele af andre lande. Derfor er det sindssygt vigtigt, at vi nu i Europa står sammen, så vi har et effektivt modsvar til den aggressivitet, vi ser. Det her er ikke bare for sjov. Det er fuldt alvor. Det er nu Putin tester os i Europa, og vi må ikke spille hans spil, sagde han i juli til TV 2.