Tidligere DF’er politianmelder Messerschmidt for identitetstyveri
Europaparlamentsmedlemmet Rikke Karlsson melder Morten Messerschmidt (DF) til politiet. Han har misbrugt hendes identitet, lyder det.
Morten Messerschmidt, medlem af Europa Parlamentet for Dansk Folkeparti, er torsdag blevet politianmeldt for identitetstyveri.
Anmeldelsen kommer fra den tidligere partifælde Rikke Karlsson, som i oktober sidste år meldte sig ud af partiet og nu er løsgænger i Europa-Parlamentet. Hendes exit fra Dansk Folkeparti kom efter at hun ikke kunne få lov at se bilag og regnskaber fra de to omstridte fonde Meld og Feld, som Messerschmidt har stået i spidsen for.
Ifølge dokumenter, som Ekstra Bladet har fået indsigt i, blev Rikke Karlsson selv officielt medlem af bestyrelsen i Meld på en generalforsamling i november 2014 - selvom hun ikke var til stede.
Karlsson var ikke til stede
Og ifølge en aktindsigt, som Ekstra Bladet har fået fra franske myndigheder, fremgår det, at Morten Messerschmidt var den eneste dansker, der var til stede. Heller ikke Anders Vistisen, der også sidder i Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet, var til stede.
Sagen overrasker Rikke Karlsson, som pure afviser at have haft viden om, at hun sad i fondens bestyrelse.
- Jeg er dybt rystet. Jeg har aldrig vidst, at jeg har været indsat som bestyrelsesmedlem, har aldrig deltaget i nogen møder og bliver nødt til at fralægge mig et hvert ansvar. Man har brugt min identitet til at stifte en fond, siger hun til TV 2.
Som bestyrelsesmedlem har Rikke Karlsson et juridisk medansvar for de regnskabet og bilag, som hun selv har stillet sig meget kritisk over for.
Ny nationalitet
I listen over bestyrelsesmedlemmerne i Meld, som Morten Messerschmidt selv har underskrevet, er Rikke Karlsson anført som værende litauisk statsborger.
- Jeg kan ikke leve med, at man har brugt min identitet og ændret min nationalitet, siger Rikke Karlsson og uddyber:
- Jeg blev først blev bevidst om, at jeg var med i bestyrelsen, da jeg skulle underskrive papirer i 2015, siger Rikke Karlsson.
Europaparlamentarikeren har meldt Morten Messerschmidt til Hobro Politi.
DF'er: Vidste ikke noget
Også Jørn Dohrmann, medlem af Europa Parlamentet for Dansk Folkeparti, har været medlem af bestyrelsen i Meld.
Ligesom Rikke Karlsson fastholder han, at han ikke kendte noget til sin plads i bestyrelsen.
- Jeg ved med 100 procents sikkerhed, at jeg ikke har sagt ja til at sidde i Melds bestyrelse. Jeg er helt uforstående og har aldrig været til et møde i Meld, siger han til Ritzau.