Politik

Samtlige partier bakker op: Sender 248 danske soldater til Libyen

Danske soldater sendes allerede i dag af sted for at fjerne resterne af kemiske våben i Libyen.

Det sker ikke hver dag, at alle ni partier i Folketinget kan blive enige om noget.

Men når det kommer til at sende danske soldater til Libyen for at fjerne rester af landets kemiske våben, så kan partierne samles.

Det glæder forsvarsminister Peter Christensen (V).

 - Det er et godt signal til vores soldater. Men vigtigst af alt er det, at vi nu kan begynde at sende skibet afsted. Det sejler allerede i dag, sagde han efter Folketingets førstebehandling af beslutningsforslaget fra regeringen.

248 danske soldater

De udsendte soldater afventer dog Folketingets andenbehandling af forslaget om missionen fredag, før de går i gang med opgaven, som ministeren beskriver som ”enormt vigtig”.

Danmark kommer til at stå i spidsen for opgaven, der koordineres af Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben. I alt regner Forsvaret med at udsende 248 danske soldater.

Tidligere har FN vedtaget en resolution og opfordret medlemslandene til at deltage i oprydningsarbejdet i det ustabile land. Det har Danmark også selv en klar interesse i, påpeger Peter Christensen.

Kræver ikke ekstra penge

- Hvis resterne af kemiske våben falder i de forkerte hænder, vil det kunne bruges både mod civilbefolkningen i Libyen, men det vil jo også kunne bruges til terror i Europa, siger Peter Christensen..

Trods situationen i Libyen vurderes det, at trusselsbilledet i forhold til opgaven er lav. Men risikoen for at de kemiske våbenrester ville kunne komme i hænderne på de forkerte er til gengæld betydelig i landet, der formodes at have op til 6.000 krigere for såkaldte Islamisk Stat.

Operationen i Libyen forventes at koste 12 millioner kroner. Pengene findes inden for Forsvarets eksisterende budget til internationale operationer.