S prioriterer godt miljø over privatisering af vand og varme
Vand- og varmeværker skal først sikre lave priser, miljø og udvikling, mener forsyningsordfører Jens Joel (S).
Socialdemokraterne afviser ikke at privatisere vand- og varmeværker, hvor der kan effektiviseres for op mod 7,1 milliarder kroner ifølge en rapport fra konsulenthuset McKinsey. Men først prioriterer partiet lave priser, godt miljø og ny teknologi.
Det mener Socialdemokraternes forsyningsordfører Jens Joel om rapporten, som Jyllands-Posten beskriver i tirsdagens avis.
Energiminister Lars Christian Lilleholt (V) er ifølge avisen åben for at privatisere vand- og varmeværker.
Tre krav
- Hvad er det, forsyningssektoren skal levere? Den skal levere tre ting: Lave priser til forbrugerne, høje miljøstandarder som rent drikkevand og teknologiudvikling, som vi tjener rigtig mange penge på at eksportere, siger Jens Joel.
Så det er vigtigere end at tjene penge på at privatisere?
- Man skal ikke spare så hårdt, at man sætter miljøstandarder over styr eller ødelægger muligheden for at sælge ny teknologi. Men vi har ikke nogen firkantede holdninger til, hvordan man bedst organiserer forsyningssektoren, siger Jens Joel.
Brancherne kæmper imod
Regeringen fremlægger snart sin strategi for forsyningsområdet. Brancheforeningerne Dansk Fjernvarme og Danske Vandværker er imod privatisering.
Desuden har regeringen lige lavet en ny regulering af vandsektoren, siger Jens Joel.
- På vandområdet er der helt centralt fastsat krav til, hvad det må koste. Det sikrer, at vi hvert år sparer flere penge, og at vi får en mere effektiv forsyningssektor. Det er en klog måde at regulere det på, siger han.
Nyrup-regeringen solgte og privatiserede i årene 1993 til 2001 for 37 milliarder kroner offentlige virksomheder som Tele Danmark, GiroBank, Københavns Lufthavne og Datacentralen. Aktiesalget i Goldman Sachs skræmmer ikke, mener Jens Joel.
- Det handler om, hvordan man laver den mest effektive forsyningssektor, uden at man mister kontrollen? siger han.