Politik

S om skattelettelser: Vi vil noget andet

Der er et råderum, fastholder S-formand Mette Frederiksen. Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix

Pengene er der, men de skal bruges på bedre efteruddannelse og på at skabe arbejdspladser - ikke på at sænke skatten, lød det på S-sommergruppemøde.

Skattelettelser er ikke en idé, der er vokset i den socialdemokratiske have. I hvert fald ikke længere.

I forbindelse med den daværende VK-regerings skattereform i 2012 lød det ellers, at der var brug for skattelettelser til de lavestlønnede. Dem ville partiet bruge 14 millioner kroner på at lette skatten for.

Men det var dengang.

- Indtil nu har vi hørt meget om skattelettelser. Vi vil noget andet. Vi har muligheden i dansk politik for at lave en aftale, der går hen over midten, sagde Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, da hun tirsdag holdt pressemøde efter partiets sommergruppemøde i Planetariet ved Søerne i København.

Ikke råd til skattelettelser...

Gruppeformand Henrik Sass Larsen forklarede videre, at den socialdemokratiske diagnose er en anden end skattelettelser. Der er brug for at lette rammevilkårene for erhvervslivet, sagde han. Det skal blandt andet ske ved at give bedre muligheder for afskrivninger og gøre det gratis at overdrage sin virksomhed til en erhvervsdrivende fond. Dertil kommer en bedre efteruddannelse, som skal bane vejen for flere faglærte.

Valget mellem skattelettelser og velfærd, er nemlig ganske enkelt, forklarede politisk ordfører Nicolai Wammen.  

Det er nu op til Kristian Thulesen Dahl at beslutte, om pengene skal bruges på skattelettelser eller til sundhed og omsorg for vores ældre. Det ansvar kan han ikke løbe fra.

Nicolai Wammen (S), politisk ordfører

- Vi har set, at LA og Løkke har meldt ud, at de går til forhandlingerne med krav om topskattelettelser. Det synes vi er en rigtig dårlig idé. Det er der ganske enkelt ikke råd til, når vi også skal passe på velfærden, sagde han, og kom med endnu en appel til Dansk Folkeparti, som kommer til at indtage en nøglerolle under efterårets forhandlinger.

- Det er nu op til Kristian Thulesen Dahl at beslutte, om pengene skal bruges på skattelettelser eller til sundhed og omsorg for vores ældre. Det ansvar kan han ikke løbe fra. Vi så desværre på DFs sommergruppemøde, at det var som et siv i vinden, når man spurgte Kristian Thulesen Dahl om han kunne gå med til topskattelettelser. Vi opfordrer stærkt DF til at bakke op om vores krav om, at råderummet ikke skal bruges på topskattelettelser, lød det fra Nicolai Wammen.

... - men råd til mere bedre velfærd

Og det er der råd til, insisterede hans formand.

- Det er ikke rigtigt, at råderummet er nær nul. Der er et råderum frem mod både 2020 og 2025 – blandt andet på grund af nogle af de beslutninger, vi selv har truffet. Det kommer til at handle om, hvordan vi vil bruge de penge, sagde hun.

På det socialdemokratiske sommergruppemøde blev posen med ordførerskaber også rystet lidt. Peter Hummelgaard fortsætter som EU-ordfører – en post, han egentlig havde til låns fra Thomas Jensen, der gik på barsel tidligere på året. Jensen bliver ny erhvervsordfører, mens Christian Rabjerg Madsen, der ligesom Peter Hummelgaard blev valgt sidste år, bliver ny miljøordfører.