Politik

V vil øge danskernes tiltro til EU

Venstre vil samle partier, erhvervsliv og interesseorganisationer for for at lave et nyt pro-europæisk projekt.

I en tid, hvor skarpe EU-skeptiske vinde blæser over Europa, og det borgerlige Danmark i stigende grad har vendt ryggen til det europæiske projekt, vil regeringspartiet Venstre nu forsøge at gå mod strømmen med en ny bevægelse, som skal øge danskernes tro på EU, skriver Politiken lørdag. 

Partiet vil i efteråret samle EU-positive partier, erhvervslivet og interesseorganisationer til en række drøftelser, som skal munde ud i et nyt pro-europæisk projekt. 

- Vi vil tage initiativ til, at det pro-europæiske Danmark mødes for at lægge en strategi for at gøre fortællingen om EU moderne og relevant for mennesker i det 21. århundrede, siger Venstres medlem af Europaparlamentet, Morten Løkkegaard til Politiken. 

Afstemning kan ikke vindes på tre uger

Projektet bliver ifølge Politikens oplysninger sat i søen med støtte fra Venstres ledelse og blev fredag skitseret på Venstres sommergruppemøde i Faaborg. 

Planen skal øge danskernes tillid til EU efter den britiske befolknings Brexit-afgørelse og det danske nej ved Europol-afstemningen i december.

Ved den lejlighed fik statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) af EU-tilhængere kritik for at have sat for lidt tid af til ja-kampagnen. 

- Man lærte af 3. december, at sådan en afstemning ikke vindes på tre uger, siger Morten Løkkegaard til Politiken. 

Rammer os alle

For Venstre handler det blandt andet om tydeligt at markere, at øget national isolation ikke er vejen frem, og om at vedkende sig, at der fortsat er behov for fælles EU-beslutninger. Men det handler også om at modsige føderalister, som drømmer om at nedbryde nationalstaterne.

Projektet skal samtidig ses som en erkendelse af, at Venstre og andre EU-positive partier ifølge Morten Løkkegaard ikke har været gode nok til at tale EU op. 

- Alle kunne være bedre til det. Der er ikke nogen, der har haft succes med at italesætte det her. Overhovedet. Så det er en kritik, der rammer os alle på ja-siden. Folk lytter faktisk til deres ledere, selv om lederne ofte tror det modsatte, siger han til Politiken. 

Socialdemokraterne takker ja til invitationen om at deltage i en ny pro-europæisk bevægelse, men EU-ordfører Peter Hummelgaard Thomsen er skeptisk omkring, hvilken effekt projektet vil få. 

- Jeg køber ikke synspunktet om, at det handler om at snakke EU op eller ned. Jeg tror ikke, at den skepsis, som mange også lavtuddannede løber rundt med, forsvinder, hvis vi er nogle kræfter, som slutter ring og snakker pænere om EU. Vi skal hellere fokusere på, hvad der går galt rent politisk, siger han til Politiken.