Politik

S-profil afviser kovending i sag om Dong-salg: Det handler bare om en præcisering

Enhedslistens Frank Aaen mener, at det kan tyde på, Lennart Damsbo-Andersen har fået et "vink fra partitoppen". Det afviser socialdemokraten.

- Jeg synes, at vi skal bede Rigsrevisionen se på, om man kan undersøge salget, og hvordan en sådan undersøgelse kunne se ud.

Sådan lød det mandag fra den socialdemokratiske statsrevisor Lennart Damsbo-Andersen, da Information spurgte om hans holdning til det omdiskuterede salg af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Tirsdag morgen tyder det dog ikke længere på, at Lennart Damsbo-Andersen mener, der er noget, Rigsrevisionen bør se på. 

- Jeg er enig med Statsrevisorernes formand, Peder Larsen, i, at det ikke giver nogen mening at bede Rigsrevisionen undersøge salget af Dong. Der har allerede været en lang og grundig proces, der ikke har givet anledning til at tro, at salget ikke skulle være foregået efter reglerne. Jeg mener derfor ikke, at der er årsag til at foretage sig yderligere i sagen, siger Lennart Damsbo-Andersen i en pressemeddelelse.

Damsbo afviser kovending: Det er en præcisering

TV 2 har spurgt Lennart Damsbo-Andersen, om han har ændret holdning.

- Jeg sagde til journalisten fra Information i går, at jeg ikke ser noget behov for, at der er en undersøgelse, siger Lennart Damsbo-Andersen og fortsætter:

- Hvis det er sådan, at der hos statsrevisorerne er et ønske om at foretage en undersøgelse, så er det første, der skal gøres, at få undersøgt, om der overhovedet er belæg for at lave en undersøgelse.

Vil du stadig have undersøgt det?​

- Det er, hvordan du udlægger det. Jeg synes ikke, der er noget behov for, at der bliver lavet en undersøgelse i det hele taget.

Jeg kan se, du er citeret for at sige til Information, at du synes, I bør bede Rigsrevisionen se på, om man kan undersøge salget. Mener du stadig det?

- Hvis der skal undersøges noget – mit udgangspunkt er, at det ikke er nødvendigt – men hvis der skal undersøges noget, så er det min indstilling, at Rigsrevisionen først skal finde ud af, om det er muligt at lave en undersøgelse.

Men i går sagde du, at du synes, man skal bede Rigsrevisionen se på, om man kan undersøge salget?

- Nej, jeg sagde nøjagtig det samme.

Men mener du stadig, at der bør ses på, om der er belæg for at lave en undersøgelse?

-Nej, jeg mener ikke, det er nødvendigt, at der skal laves nogen undersøgelse.

Nu kunne det udefra godt se ud som om, at du måske er blevet banket på plads på en eller anden måde, hvad siger du til det?

- Nej, overhovedet ikke. Det her handler bare om en præcisering af det, jeg sagde i går, siger Lennart Damsbo-Andersen, der afviser at have drøftet sagen med partiledelsen eller andre i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Enhedslisten: Kunne tyde på "et vink fra partitoppen"

Hos Enhedslisten siger tidligere folketingsmedlem Frank Aaen, at det godt kunne se ud som, at Lennart Damsbo-Andersen har trukket i land.

- Jeg synes, det er underligt, at han på det ene tidspunkt er åben og på det næste tidspunkt lukker ned. Hvis det er rigtigt, at han er drejet fuldstændig rundt, så kunne det tyde på, at han har fået et vink fra partitoppen, men det, håber jeg da ikke, er tilfældet, siger Frank Aaen til TV 2.

Med Lennart Damsbo-Andersens udtalelser til Information mandag håbede Frank Aaen, at Socialdemokraterne var klar til at undersøge det salg, som tidligere finansminister Bjarne Corydon stod for.

Efter afvisninger fra både SF’s statsrevisor Peder Larsen og nu Lennart Damsbo-Andersen håber Frank Aaen i stedet, at Dansk Folkepartis statsrevisor Henrik Thorup er klar til at se på, om salget kan undersøges.

Det ønske imødekom Henrik Thorup tirsdag middag:

- Jeg stemmer for, at vi skal have en undersøgelse. Ikke bare for at lave undersøgelser generelt. Jeg synes, at det har en bred offentlig interesse, at det er sikret, at alt er foregået, som det skal, siger Henrik Thorup til Ritzau.

Ud over SF’s Peder Larsen, Socialdemokraternes Lennart Damsbo-Andersen og Dansk Folkepartis Henrik Thorup er de øvrige statsrevisorer Venstres Søren Gade, Konservatives Lars Barfoed samt de Radikales Klaus Frandsen.