Lavere skat er både rimeligt og nødvendigt
BLOG: Der er stille på Christiansborgs gange i øjeblikket, for som de fleste ved, holder Folketinget lukket indtil oktober.
Men forberedelserne til det nye folketingsår er allerede i fuld gang, og der er nok at tage fat på, når det lovgivningsmæssige arbejde begynder igen.
Personligt ser jeg frem til forhandlingerne om en ny skattereform. For det første fordi skatter og afgifter i dag ligger på et urimeligt højt niveau. Intet andet sted i verden er skattetrykket så højt som herhjemme. For det andet fordi fremtidsudsigterne for dansk økonomi mildest talt ser dystre ud.
Med en ambitiøs skattereform kan vi slå to fluer med ét smæk: Danskerne kan få lov til at beholde en større del af deres egne penge, og samtidig kan vi få et skattesystem, der i højere grad tilskynder økonomisk vækst frem for at bremse den. Derfor går Liberal Alliance til forhandlingsbordet med et ønske om blandt andet at lette skatten på indkomst både i toppen og i bunden.
Mindre skat gør en forskel
Tænk, hvis du ikke skulle betale skat af de første 7.000 kr., du tjener hver måned. Det ville give ca. 20.000 kr. mere til dig selv om året. Og tænk på, hvor stor en forskel de 20.000 kr. ville gøre for danskere med lav indkomst. Det er kun rimeligt, at staten ikke gør krav på ens penge, før man kan forsørge sig selv.
Angående topskatten ønsker Liberal Alliance at sænke den så meget som muligt eller i bedste fald afskaffe den helt. Problemet med topskatten er, at den afholder folk fra at give den en ekstra skalle på arbejdet. Når mange takker nej til at arbejde mere, fordi de nærmer sig topskattegrænsen, drejer de økonomiske hjul langsommere rundt, og det er et problem for os alle sammen.
Lavere skat er derfor ikke kun rimeligt, det er også nødvendigt. Danmark har brug for en skattereform, og Liberal Alliance er parat til at tage fat.