Hillary Clinton er tilbage i førersædet
BLOG: Hillary Clinton ser nu ud til at have vind i sejlene.
Det Republikanske konvent gav som forventet Donald Trump et løft i meningsmålingerne, men allerede få uger senere balancerer hans kandidatur på kanten af et kollaps.
Der var megen kritik af Republikanernes konvent i Cleveland, Ohio. Det var især den dystre stemning og de meget voldsomme angreb på Hillary Clinton, der fik mange til at tale om den berømte ”tone” i debatten. Trods smagsdommernes vrede viste meningsmålingerne tydeligt, at konventet havde givet ham et løft. Efter en lang periode, hvor Hillary havde ført klart i et gennemsnit af meningsmålingerne, var der nu pludseligt dødt løb.
Det varede dog ikke længe. Siden Demokraternes konvent har Trump haft en mareridtsuge, hvor han har indledt en række tåbelige slagsmål, som har sendt ham i et slags frit fald i meningsmålingerne. Ser man tilbage i historien kan man se, at meningsmålinger over sommeren før et valg ikke siger ret meget om det endelige resultat.
Det er mere interessant, at Donald Trump på det seneste har skadet sit eget kandidatur i et uhørt omfang. Det er simpelthen svært at finde et historisk sidestykke til den uge, Trump netop har været igennem.
Trump lagde sig ud med Khan-ægteparret
Først lagde Trump sig ud med Khan-ægteparret, der mistede deres søn Humayun Khan i Irak i 2004. Khan faldt for USA, men efter faderens angreb på Trump til det Demokratiske konvent, kunne Trump ikke lade være med at slå igen, især på moderen til Humayun.
Khan familien er såkaldte ”Gold Star Survivors.” Under første Verdenskrig flagede amerikanske familier, der havde familiemedlemmer i krig, med flag, hvor der var en blå stjerne for hvert medlem, der var i tjeneste. Døde den pårørende, skiftede man den blå stjerne ud med en af guld. Der er i USA en voldsom respekt og medfølelse for ”Gold Star Survivors;” det har der altid været - og det er politisk stupidt at angribe en sådan familie. Længere er den ikke.
John McClain og Paul Ryan tog afstand fra Trump
Som reaktion valgte både Senator og tidligere præsidentkandidat John McCain og flertalslederen af Repræsentanternes Hus Paul Ryan at tage skarpt afstand fra Trumps udtalelser. John McCain gjorde det sikkert mest, fordi Trump tidligere havde talt nedsættende om McCains tid i hæren og de mange år, han blev udsat for systematisk tortur i Nordvietnam. Ryan søgte nok nærmere at holde sammen på et parti, hvor især flere og flere medlemmer af Kongressen frygter for deres genvalg.
Efter holmgangen med Khan familien og prominente kræfter i sit eget parti, ville den politiske ABC foreskrive, at man lægger sig ned og undskylder og kommer videre. Donald Trump tænker dog politik anderledes end andre, og valgte i stedet at gå i flæsket på sine egne, og angreb både McCain og Ryan. Men Trump var ikke færdig endnu.
Inden den var omme havde Trump også sået tvivl om, hvorvidt han var klar over, hvor og hvad, der foregik i Ukraine og smidt en mor med et grædende spædbarn ud fra et vælgermøde. At Trump på det seneste til sine valgmøder er begyndt at tale om, at det vil være valgsvindel, hvis han taber til november, kommer efterhånden bag på de færreste, selvom man i USA ikke er vant til kandidater, der spreder konspirationsteorier om den demokratiske proces. Ingen fandt det mærkeligt, at Obama til en pressekonference gjorde det klart, som ingen præsident før har gjort, at han mente, at en kandidat var decideret uegnet til at varetage præsidentembedet.
Dårlige målinger for Trump
Tidligere var der noget, der tydede på, at Trump var temmelig immun over for politiske fejltagelser. Udtalelser og hændelser, der ville have begravet andre kandidaters valgkampe, synes ikke at påvirke Trumps popularitet. Det var derfor han på et tidspunkt påstod, at han kunne skyde folk på åben gade uden at miste sin opbakning. Men de dage synes at være forbi. De seneste målinger ser meget skidt ud for Donald Trump – og der er kø ved håndvasken i det Republikanske parti. Da et af de store Republikanske koryfæer, Meg Whitman, gik ud og erklærede, at hun ville stemme på Hillary Clinton, reagerede ingen. En kilde fra Trumps kampagne kunne fortælle ABC, at stemningen blandt medarbejderne var suicidal.
Der er i skrivende stund næsten ingen Republikanere, der vil føre valgkamp med ham. Når journalister ringer rundt for at høre, om de mange kandidater, der er på valg samtidig med præsidentvalget til november, vil føre valgkamp med Trump, bliver de oftest mødt med tavshed eller klar afstandstagen. Der er heller ingen af de traditionelle Republikanske donorer, der vil give ham penge til valgkampen. Det er ufatteligt dyrt at afvikle en valgkamp i et land med 320 mio. indbyggere og 50 delstater. Trump samler modsat Hillary Clinton næsten ingen penge ind.
De fleste Republikanere kigger i afmagt på det trafikuheld, som Trumps kampagne har udviklet sig til. På nær de, fra den religiøse fløj, der sandsynligvis beder