Politik

Vesselbo revser regeringen: De har større problemer end muslimer

Hvad nytter det, at tusinder af muslimer tager afstand, når regeringen ikke har nogen plan mod antiradikalisering, spørger den tidligere MF'er.

Det er på høje tid, at Venstre-regeringen kommer ud af starthullerne og fremlægger en større plan for hvordan man egentlig vil dæmme op for radikaliseringen af muslimer i Danmark.

Det mener en af Venstres egne veteraner, Eyvind Vesselbo, der forlod Folketinget sidste år og blandt andet har været partiets socialordfører.

- Regeringen har totalt svigtet og sidder på hænderne. Man har ikke engang fået vedtaget den antiradikaliseringslov, man har bebudet. Man har ikke gjort noget effektivt. Og man har slet ikke erkendt problemet, siger han til TV 2. 

Det er ifølge Eyvind Vesselbo ikke andet end symbolpolitik, at borgerlige politikere fra flere partier tirsdag opfordrede de moderate muslimer til at tage afstand fra terrorhandlinger udført i islams navn.

Opfordringen kom efrer at justitsminister Søren Pind (V) har slået fast, at vi ikke er i krig mod islam, men mod "en dødskult" i form af terrorbevægelsen Islamisk Stat. Det er Eyvind Vesselbo enig i.

Uden for rækkevidde

Men opfordringen om at tage afstand giver han ikke meget for.

- Det er bare en politisk melding. Hvis man skal stoppe terrorismen, så er det ikke det, der hjælper. Ingen af de asociale radikaliserede tosser, der sprænger bomber, vil høre på det. De er uden for rækkevidde.

I stedet burde regeringen komme med en indsats mod bandekriminalitet, som er arnestedet for de yderligtgående kræfter.  

- Det ville batte noget. Det er i bandemiljøet, fødekæden er. De kommer ind i banderne, kommer i fængsel, bliver radikaliseret og kommer ud i banden igen.

Nødvendigt at tænke på tværs

Hvordan gør man så det?

- Det, man skulle gøre var at oprette en tværministerielt sekretariat, som favner Integrationsministeriet, Socialministeriet, Justitsministeriet, Undervisningsministeriet og Beskæftigelsesministeriet, og som kan arbejde med at bekæmpe bandekriminalitet og radikalisering i samarbejde med kommunerne. Det er den eneste måde at komme det til livs på, siger Eyvind Vesselbo.

Han hæfter sig ved, at end ikke forældrene til de unge, der drager i hellig krig for Islamisk Stat kan tale deres børn fra det.

- Mange af dem bor i udsatte boligområder. Dem har samfundet svigtet totalt. Det undrer mig, at man ikke kan se, at det er der, den tikkende bombe er, siger Eyvind Vesselbo.