Dronningens statsbesøg i Tyrkiet hænger i tynd tråd efter kupforsøg

16x9
Dronningens forestående statsbesøg i Tyrkiet er nu i fare for at blive aflyst. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Til efteråret skal dronning Margrethe besøge Tyrkiet. Det besøg er nu i fare for at blive aflyst.

Efterårets længe planlagte statsbesøg i Tyrkiet, hvor præsident Recep Tayyip Erdogan skal beværte dronning Margrethe, udenrigsminister Kristian Jensen (V) og en større erhvervsdelegation, kan hænge i en meget tynd tråd. Det skyldes Erdogans massive udrensning af påståede politiske modstandere i Tyrkiets vigtigste institutioner og hans plan om at genindføre dødsstraffen efter det mislykkede kupforsøg.

Det skriver Berlingske torsdag.

- Jeg mener ikke, at besøget kan gennemføres, hvis Erdogan fortsætter sine diktatoriske indgreb. Som tingene står nu, er vi nødt til at se tiden an.

- Men personligt er jeg ikke optimistisk - snarere ekstremt pessimistisk - i forhold til, hvad Erdogan kan finde på, siger Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen til Berlingske.

Udenrigsministeren er på ferie og har ikke kunnet kommentere sagen, mens Kongehuset i går henviste til Udenrigsministeriet.

Også de Konservative og Liberal Alliance er dybt skeptiske over for at sende Dronningen til Tyrkiet, som om ingenting er hændt.

- Det er uklogt at holde fast i statsbesøget. Både af politiske og sikkerhedsmæssige grunde, siger udenrigsordfører Naser Khader (K) med henvisning til de mange terrorangreb, der har ramt Ankara og Istanbul.