Politik

Svømmeklub fortsætter omstridt kønsopdeling: DF-borgmester truer med at fjerne støtte

Hovedstadens Svømmeklub fortsætter med at tilbyde kønsopdelt svømmeundervisning – det får fritids- og kulturborgmester til at rase.

Tilbage i april rasede flere danske politikere over den kønsopdelte svømmeundervisning i Hovedstadens Svømmeklub (HSK), som resulterede i, at 252 indvandrerpiger begyndte til svømning. Integrationsminister Inger Støjberg (V) kaldte det ’et fuldstændigt misforstået hensyn’, der skader integrationen.

Samtidig truede hun med, at regeringen ville blande sig i det kommunale selvstyre, hvis praksissen med kønsopdelt undervisning ikke ophørte.

Men den trussel er ikke nok til at stoppe HSK i at udbyde undervisningen med det formål at få piger og drenge med indvandrerbaggrund til at svømme. Det sker blandt andet ved at afskærme svømmehallens vinduer og nægte mænd adgang til undervisningen.

- Vi kommer til at fortsætte holdene. Som formand for en svømmeklub vil jeg gerne have så mange som muligt til at svømme. Så jeg kan ikke forstå synspunktet. Vi har fået over 242 piger og 200 drenge til at svømme fra grupper, som normalt ikke vil gøre det, siger Allan Nyhus, formand for HSK.

DF-borgmester: Kassen skal smækkes i

Men politikernes harme over opdelingen er ikke slut – og slet ikke efter at HSK har valgt at fortsætte.

Fritids- og kulturborgmester i Københavns Kommune, Carl Christian Ebbesen (DF) kalder det ’fuldstændig absurd’ og har meddelt svømmeklubben, at han vil arbejde for, at foreningen ikke får kommunale støttekroner til fortsættelsen.

- Jeg er skuffet over, at de vælger at fortsætte holdet og dermed imødekommer fundamentalistiske holdninger. Jeg så hellere, at de tilbød svømmeundervisning for alle, så man ikke ekskluderer dem, der ikke lige passer ind. Jeg er dybt forarget over, at de bruger kommunens svømmehaller til det her, siger borgmesteren.

Svømmeklubben er ved at søge støttekroner

Hidtil har svømmeklubben fået godkendt projektet igennem en treårig projektperiode. Her støtter kommunen med 57.000 kroner pr. år.

Nu er svømmeklubben i gang med at søge nye kommunale puljer. Hvem der skal godkende eventuelle ansøgninger fra svømmeklubben er endnu ikke klart, men der skal i hvert fald et flertal til for at bevilge kommunale støttekroner.

- Vi kommer til at fortsætte holdene, og vi har været i kontakt med kommunen for at se, om vi ikke kan finde pengene, siger Allan Nyhus.

Allan Nyhus understreger, at det er en politisk beslutning, om man overhovedet vil give tilskud til undervisningen, som ifølge formanden er enormt vigtig ’for at danne nogle sociale relationer’.

- Der er også danske, polske og rumænske piger, som har dannet relationer på grund af undervisningen. Skåret ind til benet handler det om at få så mange som muligt til at svømme, siger Allan Nyhus.

Borgmesteren er langt fra enig i udlægningen. 

- Pigerne vil sagtens kunne deltage. Problemet er, at nogle familier, og især fædrene, ikke vil lade dem gå ud. Der er ligestilling mellem kønnene, og man bliver altså ikke voldtaget nede i svømmehallen, bare fordi der er mænd til stede. Vi skal ikke tilpasse vores svømmehaller den muslimske kultur, lyder det fra Carl Christian Ebbesen.

Bliver en realitet – med eller uden støttekroner

Uanset om kommunen vil støtte projektet eller ej, så bliver den kønsopdelte svømmeundervisning højst sandsynligt en realitet – også selvom manglende kommunale støttekroner kan betyde, at det bliver en underskudsforretning.

- Det finder vi endegyldigt ud af til august. Det er bestyrelsen, der skal træffe den beslutning. Men den støtter op om undervisningen, siger Allan Nyhus.

Han forstår slet ikke politikernes trang til at blande sig i svømmeklubbens aktiviteter.

- Vi har foreningsfrihed i Danmark. Jeg synes ikke, vi skal til at lave regler for, hvad foreninger må og ikke må – hvor er vi så som samfund? Foreninger har historisk haft lov til at opdele kønnene. Det sker også ved fodbold og spejdere, så jeg forstår slet ikke, hvorfor det skal betyde så meget. Det er en storm i en svømmehal, om du vil, siger Allan Nyhus.

Men fritids- og kulturborgmesteren, håber det bliver en stakket frist, såfremt svømmeklubben får tilskud.  

- Vi skal lave nogle principper, så man kan sørge for, at man kun kan få tider i en kommunal svømmehal, hvis der er adgang til alle i svømmehallen, uanset om man er kristen eller muslim. Det vil jeg forsøge at finde ud af, om der ikke er opbakning til i Kulturudvalget i kommunen, siger Carl Christian Ebbesen.