Politik

Dyrere cigaretter ville få hver tiende til at holde op

12 procent af danskerne ville skodde deres sidste smøg, hvis prisen på en pakke steg med 10 kroner. Søren Bidstrup / Scanpix

Seks ud af ti siger, at en prisstigning ikke betyder noget. Kræftens Bekæmpelse fastholder, at prisen spiller en rolle.

En pakke cigaretter koster i Danmark omkring 45 kroner for de dyreste mærker. Og gang på gang har det været foreslået at hæve prisen for at få flere til at skodde smøgerne permanent.

Det vil have en vis effekt, viser en meningsmåling, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken.

Megafon har bedt danskerne tage stilling til udsagnet "Hvis cigaretterne blev 10 kroner dyrere pr. pakke, tror du så, at det ville få dig til at stoppe med at ryge, ryge mindre, eller ville du ryge det samme, som du gør i dag?" 

Her svarer 12 procent, at de vil lægge smøgerne helt på hylden, hvis prisen stiger med 10 kroner. Yderligere 20 procent svarer, at de vil ryge mindre. De har dog ikke forholdt sig til hvor meget mindre.

Men det helt store flertal – 63 procent – svarer, at de ville ryge lige så mange cigaretter som i dag, selv om prisen stiger.

Et signal til politikerne

Mette Lolk Hanak, der er forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse, siger til TV 2, at det passer meget godt med, hvad man i forvejen ved om cigaretprisernes betydning.   

- Faktisk vil de fleste rygere gerne stoppe med at ryge, og nogle kan f.eks. benytte prisstigninger som en anledning til at bryde en vane, de gerne vil af med. Den slags tal er også et signal til politikerne om, at forebyggelse virker, siger hun.

Kræftens Bekæmpelse efterlyser en særlig indsats rettet mod unge rygere.

- Der er en bevægelse i retning af, at flere unge ryger, og mange – også på Christiansborg – siger, at det kan vi ikke være bekendt. Det er gået op for folk, at det ikke handler om en lille gruppe inkarnerede rygere, men derimod om alle de unge, der starter med at ryge hver eneste dag, siger hun.

Mere grænsehandel

Australien er et af de lande, der har hævet cigaretpriserne. Her koster en pakke med 25 cigaretter i dag omkring 120 kroner, men her besluttede regeringen tidligere på året at hæve afgifterne med 12,5 procent om året frem til 2020. Til den tid vil en pakke cigaretter koste 215 kroner.

En beslutning om at hæve prisen på cigaretter i Danmark vil umiddelbart få afgiftskronerne til at rulle i statskassen, men det vil samtidig sætte yderligere gang i såvel grænsehandlen som indsmuglingen af cigaretter.