Venstre sætter deadline for ny folkeafstemning
En ny folkeafstemning om Europol rykker nærmere. Men DF, hvis støtte anses som afgørende for at vinde en afstemning, vil på ingen måder garantere den.
Når julens kalenderlys er brændt i bund, skal Danmark have indgået den parallelaftale om Europol, som skal sikre dansk deltagelse i den fælles bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og terror. Ellers må det medføre en ny folkeafstemning.
Sådan lyder meldingen fra Venstre, som dermed for første gang sætter ord på, hvad alternativet skal være, hvis forhandlingerne mellem Danmark og EU-institutionerne løber ud i sandet, skriver Politiken.
- Vi kan ikke bare blive ved med at vente. For så står vi udenfor, og det går ikke set med vores øjne, siger Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen.
Samarbejdet frafalder næste år
Danmark står på grund af vores retsforbehold til at falde ud af samarbejdet til maj næste år, når den nye forordning på området træder i kraft. Blandt andre EU-præsident Donald Tusk har sagt, at det kan vise sig umuligt at få en parallelaftale, og flere har påpeget, at kaosset omkring briternes medlemskab ikke hjælper.
Det er på den baggrund, at Jan E. Jørgensen varsler folkeafstemning efter jul. I regeringen understreger man, at det er en melding fra Venstre – ikke en minister.
DF uenige med Venstre
Alligevel får det Dansk Folkeparti til at fare i flint, skriver Politiken. EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth (DF) kalder det "dybt utilfredsstillende", at Venstre uvarslet annoncerer en ny afstemning. Han mener, at man i stedet bør sætte alle kræfter ind på at sikre en parallelaftale.
- Det er helt utidigt at begynde at snakke om det nu, siger Kennet Kristensen Berth. Han frygter en selvopfyldende profeti, hvor regeringen ikke kæmper for en parallelaftale.
DF har tidligere kritiseret regeringen for at nøle med forhandlingerne om en parallelaftale.
Nu slutter også Socialdemokraterne sig til koret og sætter ligeledes spørgsmålstegn ved en ny folkeafstemning.
- Det er klart, at det kan blive et scenarie, men før vi kan tage stilling til en ny folkeafstemning, er vi nødt til at se, at regeringen rent faktisk gør alt, hvad den kan, for overhovedet at arbejde for, at vi kan få en parallelaftale. Vi synes i forvejen, at den gik alt for sent i gang med at få sendt ansøgningerne af sted, siger socialdemokraten Peter Hummelgaard til Politiken.
Regeringen har hele tiden fastholdt, at den gør, hvad den kan, for at sikre en parallelaftale, skriver Politiken. Det sker blandt andet med henvisning til, at det ikke gav mening at indsende en formel ansøgning om en parallelaftale om Europol, før den nye forordning var færdigbehandlet i Europaparlamentet, hvilket først skete 11. maj.