Brexit

DF ønsker briterne tillykke: I har truffet et modigt valg

Valget i Storbritannien er en syngende lussing til EU-toppen i Bruxelles, siger en begejstret DF-ordfører.

Et flertal af de britiske vælgere har efter alt at dømme besluttet sig for, at Europas næststørste økonomi skal forlade EU-samarbejdet. En modig og rigtig beslutning, lyder det fra Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth.

- Jeg er begejstret på briternes vegne. Jeg synes, de har truffet et modigt valg. Og et rigtigt valg. Og når man tænker på hvilken skræmmekampagne, de har været udsat for, er det særdeles modigt. Det kan jeg kun tage hatten af for, siger han fredag morgen, efter at flere store britiske medier har slået fast, at resultatet af gårsdagens valg er et flertal for en EU-exit.

Kenneth Kristensen Berth, er det her begyndelsen til enden for EU, som vi kender det i dag?

- Det er en syngende lussing til ping’erne nede i Bruxelles. Og det er en syngende lussing, som jeg ikke mener, at de kan overhøre. De kunne overhøre det danske nej fra sidste år, og den hollandske afstemning. Men man kan ikke overhøre en besked om britisk udmeldelse. Derfor er man tvunget til at gå i gang med en proces i EU som gør, at man kommer på bølgelængde med befolkningen. Og hvis man ikke gør det, falder det hele fra hinanden.

Folkeafstemning i Danmark?

Dansk Folkeparti har tidligere ytret ønske om en folkeafstemning om EU-medlemsskabet herhjemme i tilfælde af et britisk EU-exit. Men Kenneth Kristensen Berth mener, at det er nødvendigt at se an, hvad briterne kommer til at foretage sig den kommende tid.

- Det afgørende er at vi lige får en fornemmelse af hvad briterne vil, og det får vi måske ikke en klar fornemmelse af allerede i dag. Briterne har musklerne til at forhandle noget igennem, der er attraktivt for Danmark også.

På de finansielle markeder har reaktionen på valgresultatet i nat været markant. Det britiske pund er faldet mærkbart i værdi, og aktiemarkederne i Asien er også dykket. Om få timer åbner de europæiske børser.

Frygter du ikke, at det her kan igangsætte en helt ny økonomisk krise?

- Problemet med valuta- og aktiehandlerne er, at de er ligeså nervøse som en flok neurotiske unge piger. Det er nok det sted i verden, hvor man finder mindst realisme. Den her reaktion overrasker mig på ingen måde. Det afgørende er, at man får fortalt de her mennesker, at verden altså ikke går under. Og så retter det sig efterhånden, siger Kenneth Kristensen Berth.

Socialdemokraterne: Ærgerligt

Hos Socialdemokraternes politiske ordfører Nicolai Wammen bliver valgresultatet modtaget uden begejstring:

- Det synes jeg er rigtig ærgerligt. For det havde været godt, hvis vi også fremadrettet havde haft Storbritannien som en stærk partner i EU-samarbejdet.

Nicolai Wammen mener dog, ligesom sin DF-kollega, at man ikke kan sidde resultatet overhøring blandt EU-tilhængere.

- Jeg mener, at det klart er i Danmarks interesse, at vi er medlem af EU. Men i de europæiske lande, også i Danmark, er vi jo nødt til at have en debat om, hvordan vi bruger EU bedst muligt fremadrettet. Og der synes jeg vi skal sætte mere fokus på de ting, som også borgerne er dybt optaget af. For eksempel EU's ydre grænser. At når vi har den frie bevægelighed af varer og tjenesteydelser, skal vi også sikre lønmodtagernes rettigheder. Hele diskussionen om velfærdsturisme. Og skattesnyd. At man sætter ind de steder, hvor EU virkelig kan gøre en forskel, og bruger færre kræfter alle de steder hvor det ikke optager borgerne så meget. Vi har ikke været dygtige nok til at koncentrere sig om de vigtige problemer, og det her er jo et klart signal om, at det bliver vi nødt til i fremtiden.