Har blå blok stadig tillid til tavse Løkke?
BLOG: Folketinget bør ikke kunne have tillid til en regering, der bevidst misinformerer for at få sin politik igennem.
I sidste uge kom nye historier frem, der afslørede, at Lars Løkke har været dybt involveret i skandalesagen om landbrugspakken - den såkaldte ”gyllegate”.
Det er nu uden for enhver tvivl, at statsministeren har vidst alt om den vildledning af Folketinget, der er foregået i forbindelse med pakken. Nu nægter Lars Løkke så at møde op i Miljø- og fødevareudvalget for at svare på spørgsmål om sin involvering i sagen. Det er dybt arrogant af statsministeren, og helt ufatteligt, at Løkkes venner i blå blok stadig kan have tillid til ham som regeringsleder.
Lars Løkke vidste udmærket, at den var helt gal med regnemetoden i miljøregnskabet i landbrugspakken. Han vidste, at man løb en kolossal risiko for at få pakken underkendt, fordi den er i strid med internationale miljøregler. Og værst af det hele: han var fuldt bevidst om, at det materiale, Folketinget fik at se, var nøje renset for de mest alvorlige advarsler. Med statsministerens velsignelse blev det omhyggeligt sikret, at Folketinget fik et forkert billede af landbrugspakkens miljøkonsekvenser og mulige konflikt med EU-retten.
En demokratisk skandale
Lars Løkke Rasmussen har altså deltaget i en nøje tilrettelagt vildledning af Folketinget.
Det i sig selv er en demokratisk skandale. For den lovgivende forsamling kan ikke udføre vores arbejde, hvis vi ikke kan stole på de informationer, vi får fra ministre og ministerier, og som er helt afgørende for de beslutninger, vi træffer. Det kortslutter vores demokrati, hvis en regering redigerer i materialet for at give et misvisende billede af konsekvenserne af lovgivningen og de politiske beslutninger.
Folketinget kan heller ikke udføre vores vigtige opgave, der handler om at sikre, at regeringen og administrationen udfører deres arbejde efter reglerne. Hvis man skal holde øje med, at magten ikke misbruges, skal man være helt sikker på, at de spørgsmål, man stiller, besvares omhyggeligt og ærligt. Det er derfor, vi har en ministeransvarlighedslov, der ulovliggør vildledning af Folketinget og gør det muligt at retsforfølge ministre, der lyver. Og det er derfor, at det er ulovligt for embedsmænd at deltage i vildledning. Sandhedspligten er en grundpille i demokratiet, og hvis regeringen ikke lever op til de grundlæggende spilleregler i demokratiet, kan den ikke fortsætte.
Foruroligende stille i blå blok
Netop derfor er det så chokerende, at der oven på afsløringerne er blevet så underligt stille blandt de blå partier. Ingen vil rigtig svare på, hvordan de kan have tillid til en statsminister, der så omhyggeligt har forsøgt at føre dem bag lyset under forhandlingerne om en stor politisk pakke.
Det er en absurd form for dobbeltmoral. For få år siden havde folketingsmedlemmer fra toppen af Dansk Folkeparti meget travlt med at fyre Morten Bødskov, da han gav Folketinget forkerte oplysninger om retsudvalgets besøg på Christiania. Enhedslisten valgte den gang at vælte Bødskov. Men hvad gør Dansk Folkeparti, når det er en blå minister der misinformerer Folketinget? Tilsyneladende ingenting.
Det samme gælder Liberal Alliance. Også de havde travlt med, at Bødskov måtte gå. Og det er ikke sjældent, man hører Liberal Alliance tale om vigtigheden af åbenhed og respekt for Folketinget. Men disse fundamentale principper gælder åbenbart ikke, når det er en af deres egne venner, der sidder med magten og udviser en grov respektløshed over for Folketinget.
Ingen konsekvenser for statsministeren
De Konservative væltede Eva Kjer Hansen på grund af hendes vildledning om landbrugspakkens miljøkonsekvenser. Men hvorfor skal det ikke have nogen konsekvenser, når det nu viser sig, at vildledningen stammer helt fra regeringschefen?
Folketinget kan umuligt have tillid til en regering, der bevidst misinformerer og fører Folketinget bag lyset for at få sin politik igennem. Det bør være et grundprincip, som alle politiske partier værner om. Og det er uanset, hvad man i øvrigt mener om landbrugspakken - eller hvilket som helst andet politisk område for den sags skyld.
I Enhedslisten er vores holdning klar og meget enkel: Hvis en statsminister fører Folketinget bag lyset, som Løkke har gjort, må regeringen gå af.
Det er så ærgerligt og i virkeligheden dybt fortvivlende, at de blå partier ikke har samme respekt for demokratiets spilleregler.