DF-profiler: Vi er blevet for pæne og spiselige
Dansk Folkeparti har mistet evnen til at sige tingene ligeud, mener DF’s ægtepar Kim Christiansen og Pia Adelsteen.
Kim Christiansens mundlæder er tørt.
Dansk Folkepartis hærdebrede trafikordfører har netop forladt scenen i Allinge, hvor han har sunget et par af sine dansktop-slagere akkompagneret af en computer.
- Det var ikke playback, griner han.
- Det var singback.
Vi har aftalt at læske ganen med en fadøl og arrondere med et stykke fisk til frokost på Allinge Røgeri.
Sammen med Christiansens hustru, partifælle Pia Adelsteen, der er partiets miljøordfører, skal vi drøfte udviklingen i Dansk Folkeparti set fra de meniges rækker.
Det er ikke fordi de to parlamentarikere er utilfredse med ledelsen i det topstyrede parti, understreger de. Tværtimod siger Kim Christiansen tre gange undervejs:
- Vi har verdens bedste ledelse.
- Vi pakker tingene for meget ind
Men en bekymring bliver ved med at titte frem mellem sætningerne under frokosten; at Dansk Folkepartis skarpeste sværd - det bramfri ord - er ved at ruste i skeden.
- Jeg synes, vi er blevet for pæne. Vi pakker tingene ind, erklærer Pia Adelsteen og fortsætter:
- Hør her, alle kender Pia Kjærsgaard. Det er der én eneste årsag til; hun kalder en skovl for en skovl. I dag synes jeg, at vi er blevet for pæne. Jeg er det også selv. Jeg tænker; ahh, det er nok for groft og holder mig selv tilbage. Pakker det lidt ind.
Hvorfor er det gået sådan?
- For at vi kan blive spiselige. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal udtrykke det.
Kim Christiansen lader gaflen falde og erklærer sig enig med sin kone:
- Der er flere årsager til det. Pressen elsker at tviste tingene, hvis vi giver den for meget gas. Jeg har selv prøvet at være hurtig på aftrækkeren. Jeg udtalte, at jeg ikke synes, man skulle få børn med en muslim. Måden, jeg fik det sagt på, var forkert. Og så bliver vi tilbageholdende af frygt for at sige noget dumt.
Kristian mere favnende end Pia
Det er vel farligt for et parti, som ellers har slået sig op på bramfri tale?
- Ja, lige præcis, siger Pia Adelsteen.
- Vi skal kunne sige tingene, som de er. Uden at tale kancellisprog.
Men omvendt har I aldrig haft flere mandater end under Kristian Thulesen Dahl?
- Ja, men det er fordi, Pia Kjærsgaard delte vandene. Enten elskede folk hende, ellers hadede de hende. Kristian er bedre til at omfavne, og støder ikke så mange fra os.
Vi er for pæne. Man må gerne provokere. Vi gør det bare for sjældent
Pia Adelsteen (DF)
Kim Christiansen nikker:
- Du kan være skarp og have et smalt segment af vælgerne. Men jo større du bliver, desto mere rummelig bliver du. Det er også sket for os. Flere kan se sig selv i projektet. Det er blevet mere spiseligt.
Men når I gerne vil være store, så risikerer I også at blive tandløse?
- På en måde ja. Vi er for pæne. Man må gerne provokere. Vi gør det bare for sjældent, siger Pia Adelsteen.
Pølsemændene har trange kår
Dansk Folkeparti har hidtil tronet enevældigt på højrefløjen i dansk politik. Men partiet bliver nu udfordret af Danskernes Parti og Nye Borgerlige, der arbejder målrettet på at blive opstillingsberettiget.
I det voluminøse, topstyrede folkeparti hører den brede befolkning ofte kun fra Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Pia Kjærsgaard, mens en sværm af ordførere passer deres dont i ubemærkethed.
Men efterhånden som partiet er vokset til landets største borgerlige parti, har der også sneget sig en ny kultur ind i partiet, mener Pia Adelsteen og Kim Christiansen.
Unge mennesker i jakkesæt har erstattet de klassiske ”pølsemænd, pædagoger og folk som rent faktisk har svunget en skovl,” som Kim Christiansen siger.
Jeg spørger, hvem han henviser til. Er det måske DF’s unge komet Peter Kofod Poulsen, der i en helt ung alder har overtaget posten som retsordfører, en post Kim Christiansen engang bestred? Til det siger han:
- Jeg synes, at Peter Kofod har mange års erfaring som ungdomspolitiker, og man skal også give de unge en chance.
På bagerste række
Kim Christiansen mangler ”til tider ydmyghed” blandt de yngre folkepartister.
- Da jeg kom i Folketinget for elleve år siden, havde jeg en stor ydmyghed. Når man kommer ind, skal man ikke sparke alle døre ind med det samme, konkluderer Kim Christiansen.
Pia Adelsteen tager over:
- Jeg tænker en gang i mellem; I guder. Vi andre kom ind med en ydmyghed. Det her er ikke ligesom byrådet. Vi har begge brugt meget tid på bagerste række.
Mangler noget af den ydmyghed, nu hvor I er blevet mange?
Kim Christiansen nikker.
- Ja. Der er nogen, der har en anden tilgang til arbejdet. Der er nogen, der ikke har den samme tålmodighed med hensyn til at komme frem i verden. Men det er op til dem. Jeg synes bare, man skal være ydmyg. Og så brug os gamle. Jeg øser gerne ud af min erfaring.
Teknokraterne vælter ind
Udover manglende ydmyghed ser politiker-parret også en tendens til flere teknokrater. Og færre almindelige mennesker i Dansk Folkeparti, siger Pia Adelsteen.
- Jeg synes, vi skal passe på med i Dansk Folkeparti at pleje alle de djøffere og få dem ind.
Er der en tendens til det?
- Vi bliver mere og mere veluddannede i partiet. Sådan er det, siger Kim Christiansen.
Pia Adelsteen erklærer sig enig:
- Vi må ikke miste at have benene på jorden. Vi må ikke glemme, hvad det vil sige at køre lastbil hele ugen. Eller taxi eller stå i en pølsevogn. Når vi først begynder på det med at tage folk lige ind fra skolen, fordi de taler flot og kan udtrykke sig på fjernsyn, så går det galt.
Jeg mener, at man skal være 25 inden man kan vælges og have minimum et par års erhvervserfaring inden man kan komme i Folketinget. Det ville være sundt for folkestyret, at man har haft en skovl i hånden.
Kim Christiansen (DF), trafikordfører
Så mister DF nerven?
- Der var en grund til at Pia Kjærsgaard blev, som hun blev. Hun har været hjemmehjælper. Hun har taget sig af de gamle. Den nerve må man ikke miste.
Er der en risiko for det?
- Det kan der meget nemt blive.
Folk har ondt i røven
Kim Christiansen fortæller, at han mener, at man først bør være valgbar til Folketinget som 25-årig:
- Jeg mener, at man skal være 25 år inden man kan vælges og have minimum et par års erhvervserfaring inden man kan komme i Folketinget. Det ville være sundt for folkestyret, at man har haft en skovl i hånden. Det har jeg altid sagt.
Og det er ikke kun Dansk Folkeparti, som er blevet for pænt, mener parret.
Også Christiansborg er i deres øjne blevet et bornert sted, hvor ingen længere tør drikke en øl eller ryge en smøg af frygt for pressen. Eller som Kim Christiansen formulerer det:
- Da jeg kom i Folketinget for 11 år siden, havde vi loungen i Snapstinget. Der tog man jo cognacen med ind. Og så måtte vi ryge. Det samme til forhandlinger. Der stod et askebæger ud for mig, fordi der skulle røgelse til forhandlinger. Nu har jeg været stoppet i ni år, men det var andre tider.
Bedre tider?
- Ja, jamen vi kan jo ikke gå på toilet, uden at vi risikerer at møde en pressefotograf. I er jo til stede overalt.
For nyligt skrev Ekstra Bladet om Folketingets tur til Zambia, hvor socialdemokraten Karin Gaardsted klagede til Folketingets formand Pia Kjærsgaard over alkoholforbruget blandt unavngivne danske MF’ere.
Kim Christiansen havde taget hustruen Pia Adelsteen med for egen regning og føler sig hængt ud, selv om hans navn ikke blev nævnt i klagen.
- Der er kommet en ondt-i-røven-mentalitet. Der er nogen der prøver at pudse deres egen glorie og være bedre end andre.
Pia Adelsteen uddyber:
- På Zambia-turen lavede jeg en dagbog på Facebook. Så var der en af vores venner, der skrev til Kim, at han så lidt træt ud. Er det Pia, der er for hård ved dig om natten? Så svarede jeg "Ja, selvfølgelig er det det". Og Kim skrev også selv tilbage: "Ja, og fadøl koster 12 kroner". Hvad kommer i Ekstra Bladet? Fadøllene til 12 kroner. Det viser jo, at vi er almindelige mennesker, og det skal vi have lov til.
- Vi er overvågede
De to politikere fortæller, at de ofte frygter, at borgere tager billeder af dem.
- Jeg synes, at det hele på Christiansborg er gået hen og blevet jomfrunalsk. Vi må ikke ryge. Vi må ikke drikke. Vi må ikke gøre noget. Hvis vi går i byen, så skal vi godt nok passe på. Alle har en åndssvag mobil, som de kan tage et billede af os med. Så vil jeg ikke være politiker. Så er der noget galt. Jeg vil have lov til at drikke en øl uden at havne på forsiden af Ekstra Bladet, siger hun.
Det lyder som om I føler jer overvågede?
- Jamen, vi er overvågede. Da jeg havde den gamle Nokia 3011, kunne folk ikke tage billeder, siger Kim Christiansen.
Ekstra Bladet har cirklet om spørgsmålet om alkohol, og parret føler sig selv hængt ud. Jeg tager tyren ved hornene og spørger, om parret har et alkoholproblem. Det afviser de begge blankt.
- Jeg har aldrig været fuld i Folketinget. Aldrig, siger Kim Christiansen.
- Vi er kun mennesker. Jeg er da meget bevidst om min rolle. Men min holdning til livet er, at man gerne må drikke en øl. Man må også gerne drikke to uden at være fordrukken, siger han.
Pia Adelsteen følger op.
- Kim og jeg går ind i mellem i Brydesen og spiser håndmadder. Der tager vi altså en kold Tuborg til. Det er ikke hver dag.
- Det sker måske hver tredje uge, siger Kim Christiansen.
Fristedet i Mariager
Jeg spørger, om ikke de selv er med til at rykke grænsen for, hvad der er privat eller offentligt. De har ofte lagt billeder op af dem selv i festligt lag. Og sidste år lagde de to eksempelvis et billede op på Facebook af en nøgen Pia Adelsteen i skumbad.
- Selvfølgelig rykker vi selv nogle grænser. Det gør vi jo, når vi selv lukker journalister ind i privaten, siger Pia Adelsteen.
Kim Christiansen byder ind:
- Den der med spabadet, den var der altså mange, som synes var sjov. Lars Barfoed kom og sagde, det er et skide godt billede af Pia i skumbadet, men om jeg ikke kunne fortælle ham, hvor skumfjerneren sad på telefonen. Det var meget sødt.
Den politiske duo, der har dannet par siden 2014, ejer et værtshus i Mariager. Et fristed langt væk fra politik, må man forstå.
I har et værtshus og kro, hvad giver det jer?
- Ja, vi har en kro, À Porta i Mariager. Det giver kontakten til virkeligheden, siger Pia Adelsteen.
- Vi har krostue, hvor folk må ryge. Den sang som Kim har lavet, Cafe Pullimut, den passer perfekt til det sted. Stedet hvor man har sin omgangskreds.
Hvorfor har I brug for et fristed?
- Vi gider ikke snakke politik i vores fritid, siger Kim Christiansen.
- Stamkunderne ved godt, at når vi kommer ned fredag aften, så er vi der ikke for at diskutere politik. Vi får lov at være.
Øllen er drukket, frokosten er ved at være forbi, fiskefileten væk. På vejen ud fra røgeriet får jeg Kim Christiansens seneste cd ”Der skal være en grænse” stukket i næven.
Med sorte bogstaver på en lyseblå himmel står der:
”Vi vil ikke kulturberiges
Men bevare det vi har
Vi vil sige hvad der skal siges
Ingen ghetto og bazar
For hvem skal nu definere
Hvad vi kan kapere
Der kommer stadig flere og flere
Men nu gider vi ikke mere.”