Politik

Langballe om DF-regeringsplaner: Løkke har bidt i dem

Dansk Folkeparti er klar til at gå i regering, efter statsministeren har antydet manglende ansvar fra partiet.

Det er blandt andet efter provokationer fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl nu i Politiken lørdag fortæller, at partiet er klar til at gå i regering efter det kommende valg. Det siger politisk redaktør hos TV 2 Anders Langballe.

- Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ved flere lejligheder - også i dag på folkemødet og ved Folketingets afslutningdebat - angrebet Dansk Folkeparti mellem linjerne for ikke at tage ansvar. At stå som det største borgerlige parti og ikke være klar til at tage et regeringsansvar.

- Og det har åbenbart bidt så meget på Dansk Folkeparti, at Thulesen Dahl nu vil forberede omgivelserne, sine egne vælgere og sit eget parti på, at hvis en lignende situation, altså en lignende sammensætning af Folketinget er udfaldet efter næste folketingsvalg, så kan man være sikker på, at Dansk Folekparti er med i regeringen.

Både Løkke og DF er blevet klogere

Efter 2015-valget forhandlede Dansk Folkeparti med Venstres formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, om et regeringsgrundlag. Forhandlingerne endte med, at Dansk Folkeparti afviste regeringsdeltagelse.

Ifølge Politiken begrunder Kristian Thulesen Dahl beslutningen fra i fjor med, at Lars Løkke Rasmussen under regeringsforhandlingerne ikke lagde op til det ligeværdige samarbejde mellem Venstre og Dansk Folkeparti, som partiernes mandattal tilsiger.

- Det er han sikker på, at Løkke i en lignende situation har lært noget af. Men han er også sikker på, at Dansk Folkeparti har lært noget. For Dansk Folkeparti vil gribe forhandlingerne an på en anden måde.