Politik

TV 2-journalist til morgenfest hos Alternativet: Her danser de dagen i gang

- Det her gør os klar til de store tanker senere, forklarer Alternativets Bjarke Serritslev

Torsdag eftermiddag åbner årets Folkemøde i Allinge på Bornholm.

Medlemmer af de politiske partier og repræsentanter fra hundredevis af organisationer har travlt med at få rejst de sidste telte og klargjort de sidste bannere, inden debatlystne og nysgerrige borgere fra hele landet ankommer til øen.

Hos en gruppe aktive Alternativet-medlemmer begynder dagen på en noget utraditionel vis: Med en morgenfest.

- Vi har talt meget om, hvordan vi kunne starte morgenen op på en sjov måde og lægge en masse energi i dagen, lyder det fra en dansende Bjarke Serritslev fra Alternativet.

- Der skal sgu være plads til at være lidt fjollet og give den gas.

Vi er klar til de store debatter

Folkemødet 2016

Folkemødet finder sted hvert år i uge 24 i Allinge på Bornholm.

I år er der i alt 2951 registrerede events, og mere end 140 folketingspolitikere og 20 borgmestre besøger Allinge. 

Du kan se det fulde program på Folkemodet.dk.

På sociale medier foregår dialogen og debatten om folkemødet på #fmdk.

Alternativets politiske leder Uffe Elbæk er den første partiformand, der indtager den store scene i Allinge senere på dagen og holder sin partiledertale. Og ligesom de øvrige partier vil Alternativet frem til søndag være vært for en række debatter om politik og samfund fra sit telt i Allinge.

Folkemødet handler om demokrati, de store tanker, og om dialog. Hvad har det her med noget som helst af det at gøre?

- Det her gør os klar til de store tanker senere. Jeg lover jer, at når vi indtager den store scene på Folkemødet senere, så er vi klar til de store tanker og store debatter. Fordi vi har lavet det her, forklarede Bjarke Serritslev, der herefter fik lokket TV 2’s journalist, Thomas Funding, til at give en prøve på sine danseevner.

Der forventes op mod 30.000 daglige besøgende på årets Folkemøde, hvor der fra torsdag til søndag vil blive afholdt næsten 3.000 events.

Følg dækningen af Folkemødet her på TV2.dk og på TV 2 News de kommende dage.